Har været afhængig af pornografi – hvordan forsinker jeg min udløsning?

Vis spørgsmål

Hej.

Jeg har været afhængig af pornografi i et par år, og jeg tror, jeg har vænnet min krop til at få tidlig udløsning. Jeg synes, det er et problem, fordi jeg er bange for at indgå ægteskab, når jeg finder mig en kæreste engang i fremtiden. Jeg tænker, om jeg kan tilfredsstille hende seksuelt?

Er der chance for, at jeg kan få normal udløsning igen i fremtiden ?

J, 21 år

SVAR:

Hej J

Selvfølgelig kan du få en normal udløsning i fremtiden, og du kan komme til at tilfredsstillende din kommende kone seksuelt!

Få hjælp til din pornoafhængighed

Det allervigtigste du kan gøre, er at få hjælp til din afhængighed af porno. Det er 100 gange mere alvorligt end tidlig sædafgang. Du har sikkert forsøgt mange gange at “tage dig sammen” og stoppe med pornoen uden held. Sådan er det for næsten alle. Det er utroligt få, som kan tage sig så meget sammen, at de stopper med porno. Jeg har faktisk aldrig hørt om en mand, der formåede dette. Det er, fordi porno er en så stærk kraft, som vi ikke kan bekæmpe alene.

Jesus har god vejledning

Om det her siger Jesus (i genfortalt form): “Hvis nu dit øje får dig til at gøre noget forkert, så riv det ud og smid det væk. Det er bedre for dig at leve uden en enkelt kropsdel, end at hele kroppen ender i helvede. Og hvis din hånd får dig til at gøre noget forkert, så hug den af og smid den væk. Det er bedre for dig at leve uden en kropsdel, end at hele kroppen kommer i helvede!” (Du kan læse hele beretningen i Markusevangeliet kapitel 9 vers 43 til 48.)

Jeg er ret sikker på, at Jesus ikke vil have, vi skal lemlæste os selv, da der ikke er en eneste historie i Bibelen om det. Men Jesus siger altså ikke: “Tag dig nu sammen!” Nej, han siger: “Kast det væk, som gør dig i stand til at se porno!” I gamle dage var det nemmere: Man kunne smide sine pornoblade ud, men det er sværere i dag, hvor alle har computer. Men vi har mulighed for at BEGRÆNSE brugen af vores computer ved hjælp af nogle filtre, som kan begrænse både hvad vi ser, og hvornår man kan bruge internettet.

Mine råd til dig

Mine råd til dig er: 1) Fortsæt med at lede efter en sød kone og 2) Anskaf dig et filter og giv koden til en god ven. Hvis der så skal laves noget om ved filteret, kan din ven komme over at lave det om og så låse din computer igen. Det kan man også gøre ved smartphones. Det kræver lidt arbejde, men det vil blive en kæmpe velsignelse og lettelse for dig, når/hvis du får dette sat op. Der findes mange forskellige filtre; nogle er gratis, mens andre koster lidt. Læs mere om pornofiltre i artiklen Sådan undgår du porno på nettet.

Du kan også tjekke vores tema om porno for meget mere oplysning om pornoens skadevirkninger og hjælp til at komme ud af afhængighed.

Skriv endelig tilbage, hvis du har brug for det.

Venlig hilsen
Roland

Annoncer