Kære svigtede
Hvor er det nogle relevante og gode spørgsmål, du kommer med – og hvor er det et svært sted i livet, du er lige nu. Tak for din grundige redegørelse over forløbet og beskrivelserne af din ærlige tilstand lige nu – også med din beskrivelse af dine følelser på op- og nedtur, tanker og håb, som du har gennemlevet undervejs i forholdet til din ekskæreste.
Min opfattelse af din situation
I al den tid med din kæreste har du for mig at se sat dig selv til side og satset alt på ham; lige fra den første tanke om, at du kunne “redde ham” – gøre ham til en anden, end den han var. Og jeg forstår dig sådan, at du i virkeligheden er kommet til at forråde dig selv.
Hvor blev vreden af? Den blev forvandlet til “ked-af-det-hed” – og det er der ikke meget energi i. Symptomerne ligner depression – jeg kalder det sorg, for noget døde i dig. I lang tid har du ikke tilladt dig selv at være den, du er. Du har påtaget dig en flovhed, som ikke er din – du har fortalt dig selv, at du ikke har gjort det godt nok, for så kunne utroskab ikke ske, og du har bildt dig selv ind, at der nok er noget galt med dig. Dine reaktioner er fuldstændig forståelige og normale efter det, du har været udsat for – men de tanker som nedgør dig er løgn.
Se frygten i øjnene
Jeg hører en frygt i dit spørgsmål: “Kan jeg nogensinde stole på en dreng igen?” Mit svar er: JA, det kan du – men ikke uden at se frygten i øjnene og vedgå den. Du er blevet bedraget af et menneske, du elsker og stolede på, og det har såret dig dybt. Og det kræver mod at turde prøve igen.
Skriv og fortæl
Det er så godt, du har vovet at skrive ærligt til AdamogEva.dk – og du skriver rigtigt godt. Så SKRIV! Skriv breve til din ekskæreste (som han ikke får), hvor du uddyber, hvad du oplevede, tænkte og følte. Skæld ud på papiret! Snak med veninderne om det og med din mor, en terapeut og andre, du har tillid til. Tal om det ligesom hvis han var død, og du sørgede over det. Skyldfølelse og skam tåler ikke lys – så frem i lyset med det – projektør på, så de følelser kan forsvinde. Der er skår i al ting, så glem billedet af det perfekte, for det findes ikke.
Jeg tror, din ekskæreste har leveret mange løgne for at skjule sandheden – men det skal du ikke lide under mere. Du er fri til at fortsætte dit liv. Du har brug for at få adskilt dig fra ham, så du igen ved, hvem du selv er. Det vil tage tid – for sorg tager tid.
Du er værd at elske
Hvordan kunne han gøre det? Det tror jeg ikke engang, han selv kan svare på – men jeg er overbevist om, at det slet ikke har noget med dig at gøre. Og jeg ved, du er et menneske, som er værd at elske. Jeg tror, du har hjulpet ham et stykke på vejen ved at vise tillid og kærlighed, men du kan ikke – og skal ikke – “redde ham”; det må han selv gøre. Nu gælder det dig, så mit håb for dig er, at du vil tage dig selv alvorligt nok til at elske dig selv og ikke fordømme eller skade dig selv for den sørgelige erfaring, du har gjort.
Du er velkommen til at skrive igen, hvis du ikke synes, svaret giver mening, eller du har mere at spørge om.
Pas godt på dig selv fremover, og de bedste tanker og ønsker for dig og din fremtid med kærligheden.
Else Ø. Andersen