Kære pige
Tak for dit brev. Den situation, du beskriver, er der mange teenagere der oplever, når der opstår et nært venskab med en af det modsatte køn.
Venskab er en gave
Først vil jeg sige tillykke med, at du har fundet dig en god ven, som du kan dele rigtig mange ting med. Det er en kæmpe gave og en stor glæde. Samtidig er der også nogle udfordringer ved at være bedste ven med en dreng, når du selv er pige. Når man tilbringer meget tid sammen og deler stort og småt, som venner gør, så vil der ofte opstå en stærk binding mellem parterne, og man kan blive mere eller mindre afhængige af hinanden.
Helt naturlige følelser
Derfor er det ganske naturligt, at du er blevet forelsket i din bedste ven. Jeg forstår godt dine tanker om, at du ikke vil risikere at miste et værdifuldt venskab. Jeg vil alligevel gerne udfordre dig på, om du virkelig er sikker på, at han ikke vil bryde sig om, at du italesætter dine følelser for ham? Måske er han lige så usikker på, hvad du føler for ham?
Ærlighed er bedst
Alternativet er, at du fortsætter venskabet med ham og opretholder en kunstig facade, når I indimellem kommer ind på noget om kærlighed og forelskelse. Så længe du tilbringer meget tid med din ven, vil dine følelser højst sandsynligt ikke gå over af sig selv. Det vil kræve, at du tager af stand til din ven, og det vil han selvfølgelig kunne mærke. Jeg vil derfor opfordre dig til at få bekendt dine følelser for din ven. Hvis det skulle ske, at dine følelser ikke er gengældt, så tror jeg alligevel, han vil sætte pris på din ærlighed.
Du kan læse mere i svar til andre i situationer, der ligner din:
Forelsket i bedste veninde – hvad skal jeg gøre?
Er jeg forelsket i min bedste ven?
Vild med veninde, men hun er ikke vild med mig ...
Skriv endelig igen, hvis du ikke synes, jeg svarede godt nok på dit spørgsmål, eller du har brug for input til andre ting.
Bedste hilsner
Mette