Kære P
Tak for dit spørgsmål til AdamogEva.dk. Det er godt, du skriver, når du har brug for hjælp.
Jeg bliver både vred og ked af det, når jeg læser det, du skriver. Det gør mig ondt, at du har været udsat for den grimme oplevelse, og jeg vil give dig nogle forslag til, hvad du kan gøre.
Du skal ikke gå alene med det
Først vil jeg sige, at du skal fortælle det til din mor. Du har nemlig fået overskredet dine grænser i dit eget private rum, og det er en voldsom oplevelse, som ikke engang voksne kan takle helt alene. Jeg er sikker på, din mor gerne vil vide, hvad du går og er ked af og forsøge at hjælpe dig, så godt hun kan.
Jeg kan sagtens forstå, det kan være svært at få det sagt, men du kan måske sende en sms til din mor og skrive, at der er noget, du gerne vil tale med hende om. Eller sig til hende i eftermiddag eller i aften, at du gerne lige vil snakke alene med hende på dit værelse. Og så skal du bare hoppe ud i det og fortælle det, ligesom du har skrevet det her. Du kan også vise hende dit spørgsmål til os og mit svar.
Du har gjort det rigtige
For det andet vil jeg rose dig for, at du har gjort det helt rigtige ved at sige nej til, at drengen måtte se et billede af din bagdel. Du har dermed vist, at du kender dine egne grænser og passer på dem, og det er det allervigtigste, du kan gøre for dig selv.
Du har også gjort det rigtige ved ikke at gå alene med din voldsomme oplevelse. Psykologerne kalder den slags oplevelser for overgreb, fordi drengen har overskredet dine grænser for, hvad du vil være med til. Det betyder, at han har begået indbrud i dit sind og afleveret nogle billeder, som du ikke vil have. Det er voldsomt, når nogle på den måde trænger ind i dit private rum, og det er nødvendigt at få det bearbejdet ved at tale om det med en voksen, du har tillid til.
Han skal meldes til politiet
Endelig vil jeg sige til dig: Ja, han skal meldes til politiet! Det, han har gjort, svarer til at hive bukserne ned og vise sine kønsdele, hvis du mødte ham i en park, og det er klart ulovligt. Når du oven i købet ved, at han har gjort det overfor andre piger, skal han stoppes, og det skal være så hurtigt som muligt. For drengen er det ekstra alvorligt, når du kun er 13 år og derfor under den seksuelle lavalder, som er 15 år.
Igen er det ikke noget, du skal stå alene med. Din mor må ind over og foretage politianmeldelsen – gerne sammen med forældre til de andre piger, der har været udsat for det samme.
Jeg ønsker dig alt det bedste og håber, du får en god snak med din mor allerede i dag, så du ikke skal gå alene med den voldsomme oplevelse.
Hvis du har brug for mere hjælp fra os, må du endelig skrive igen.
Vibeke