Er det normalt at tænde på at se dyreporno?

Vis spørgsmål

Kære AdamogEva.dk

Jeg har et stort problem. Jeg tænder rigtigt meget på dyreporno – altså et dyr der har sex med et menneske. Jeg væmmes ved mig selv. Er det normalt? Hvad kan jeg gøre for at afvænne mig fra det?

Jeg begyndte at se dyreporno for max en måned siden. Jeg så først normal porno, men blev så nysgerrig omkring det med dyreporno. Det resulterede i, at jeg fandt ud af, at jeg tænder på det. Jeg vil ikke sige, at jeg er afhængig af dyreporno. Jeg har aldrig prioriteret at onanere eller se porno frem for at være sammen med mine venner eller noget på den facon.

Jeg har kun set dyreporno 2-3 gange indtil videre, så jeg vil ikke sige, det er jævnligt. Indtil videre har jeg onaneret, hver gang jeg har set dyreporno. Jeg ser også normal porno. Det gør jeg heller ikke jævnligt, men vil skyde på, at det cirka er en gang i ugen.

Jeg kan ikke forklare, hvordan jeg væmmes ved mig selv – jeg bliver bare skuffet og frastødt af, at jeg ser det.

Kh bekymret og frustreret 15-årig pige

SVAR:

Hej bekymrede og frustrerede pige

Tak for din ærlige beskrivelse af din oplevelse med at se dyreporno.

Dyreporno – hvad er sex til for?

Dyreporno stiller spørgsmålstegn ved, hvad sex i det hele taget er til for. Vi på AdamogEva.dk tror, at sex er et intimt udtryk for kærlighed mellem en mand og en kvinde, der elsker hinanden, og som har lovet hinanden troskab i ægteskabet. Det er det, der giver et kærlighedsforhold dybde. Dyr handler på instinkter, og selvom man kan lære dem mange ting, kan man ikke få det samme forhold til dem som til mennesker. De kan heller ikke blive menneskelige, selvom vi oplever, at de umiddelbart opfatter mange ting.

Ikke normalt at tænde på dyreporno

Du spørger, om det er normalt at tænde på dyreporno. Nej, det er det ikke. I de fleste lande i verden er dyreporno forbudt, og der er også mange, som gerne ville have, at det var det her i landet. Det er en kunstig situation, og man manipulerer med dyrene for at få det til at lykkes. De ville under normale omstændigheder ikke parre sig med mennesker.

Porno er udnyttelse

Det får os som det næste til at stille spørgsmålstegn ved porno i det hele taget. I pornoens verden er man ikke interesseret i sex ud fra et forhold mellem to mennesker, der er trofaste overfor hinanden. I stedet er sex blevet reduceret til et basalt og uforpligtende behov, hvor man ikke knytter det til at lære hinanden bedre at kende og give sig selv til hinanden. Man bruger hinanden på en uforpligtende måde, og porno bliver først og fremmest produceret for at tjene penge. Vi tror ikke, at sex fungerer ordentligt på den måde.

Derfor vil jeg gerne opfordre dig til at arbejde på at holde op med at se porno i det hele taget. Når vi ser porno, vil vores sexlyst let ‘tændes’ på en måde, som ikke knytter sig til levende mennesker, men til billeder og film, hvor vi bare står uforpligtende udenfor og kikker på. Hvis vi onanerer samtidig, bliver vores sexlyst knyttet stærkere til porno, og dermed kan det blive rigtigt svært at rive sig løs af det.

Du reagerer naturligt på noget unormalt

Jeg kan godt forstå, hvis du væmmes ved at se dyreporno, og du skriver, at du væmmes ved dig selv. Det er en naturlig reaktion på noget unormalt. Dog synes jeg ikke, at du skal ‘slå dig selv i hovedet’, fordi du tiltrækkes af dyreporno, men bruge det til at forsøge at forstå dig selv bedre i situationen: Er der en sammenhæng mellem din selvfølelse og din lyst til at se porno? Noget af det, som gør porno tiltrækkende, er at det er en måde at flygte fra vores aktuelle situation. Det kan være lavt selvværd eller stress eller måske bare kedsomhed, og det giver pornoen energi.

Del dine følelser og tanker

I stedet for at se porno er det godt, hvis vi kan dele vores følelser og tanker med venner og bruge tid sammen med dem. Når du næste gang får lyst til at se porno, så prøv i stedet at spørge, om der er noget andet, som kunne give dig det du savner. Her tænker jeg ikke på uforpligtende sex, men om du kan bruge din energi til at lære mennesker bedre at kende. Ideelt set vil det give dig en kæreste på et tidspunkt som du så forhåbentligt kan udvikle et fortroligt forhold til. Det kunne også være godt at tale med en, som respekterer dig, om dit problem. Porno mister tiltrækning, hvis vi har nogen vi kan tale med om det og som vil støtte os.

Måske kan du få noget ud af at læse artikler og svar til andre i vores tema om porno.

Må Gud være med dig i dit arbejde med at give dine venskaber dybde.

Bedste hilsener,
Peter

Annoncer