Kære M
Jeg må indrømme, at jeg ikke umiddelbart kender til det problem, som du skriver om, men hvor lyder det irriterende og ubehageligt. Da jeg forberedte mig til at skrive et svar til dig, søgte jeg lidt på internettet, for at læse mere om det, du oplever.
Jeg kan se, at du ikke er den eneste, der har en følelse af at få ondt i øjnene, når du ser på skarpe genstande, men det er desværre ikke lykkedes mig at finde en forklaring på, hvorfor nogle oplever dette.
Umiddelbart tænker jeg, at der er tale om et psykisk fænomen, men det er desværre ikke noget, jeg kan forsikre dig om. Når jeg skriver, at jeg tror, at det er et psykisk fænomen, så skriver jeg ikke, at du ikke oplever smerte i øjnene. Jeg mener blot, at jeg ikke tror, at der er en fysisk forklaring på det.
I stedet vil mit gæt være, at du på et tidspunkt har oplevet noget ubehageligt, mens du stod med f.eks. en kniv i hånden, og på den måde har fået skabt en sammenhæng mellem en skarp genstand og noget ubehageligt. Når du så igen ser på en skarp genstand, kan du komme til at blive bange for at opleve smerten, og måske kan denne angst faktisk få dig til at føle, at du har ondt i øjnene – det er i hvert fald én mulig forklaring.
Hvad kan du sige til dig selv?
Noget, jeg til gengæld kan forsikre dig om, er, at der ikke er nogen reel trussel i at se på skarpe genstande. Man kan sagtens få ondt pga. en kniv eller en nål, men kun hvis man skærer sig eller stikker sig. Måske kan du bruge denne forsikring, når du oplever, at du bliver bange. Du spørger, om der er noget bestemt, man kan sige til sig selv, og måske kan du sige netop dette: ”man kommer ikke til skade af at se på en kniv” eller ”den kan ikke gøre mig noget”. Hvis din angst er forbundet med, at du frygter, at du får kniven eller nålene i øjnene, kan du hele tiden minde dig selv om den afstand, der er mellem dine øjne og den skarpe genstand. Måske kan det hjælpe dig til at slippe angsten.
Hvad kan du ellers gøre?
Jeg vil opfordre dig til ikke at begynde at undgå skarpe ting. Hvis du gør det, lærer du aldrig dig selv, at der ikke er en reel trussel til stede. Prøv i stedet at sig et af mine forslag til dig selv og bliv ved med det, som du var i gang med (f.eks. at snitte salat). På den måde lærer du dig selv, at det er dig, der er i kontrol. Det kan godt tage noget tid, før du bliver helt tryg ved skarpe genstande igen, men små skridt af gangen skal nok få dig derhen.
I dit brev skriver du ikke, hvor længe dit problem har stået på. Men hvis det har plaget dig længe, eller hvis du bliver ved med at have problemer med det, så vil jeg foreslå dig at snakke med din læge om det. Hvis du forklarer dine forældre om dit problem og evt. viser dem mit brev, så er jeg sikker på, at de gerne vil hjælpe dig til lægen.
Jeg vil ønske dig held og lykke med dit problem.
Kærlig hilsen Niels Peter Nielsen