Hej anonyme kvinde
Tak for dit spørgsmål.
Lidt om kroppen
Som jeg forstår det, du skriver, har du fået indopereret en shunt/slange fra hjernens ventrikler og ned i bughulen – formentlig pga. for meget væske i hjernen. Hvis slangen i din bughule er lang, kan den godt ramme bunden og slå en slynge tilbage og op, som du beskriver. Bughulen er omsluttet af en hinde (bughinden), og bunden udgøres næsten udelukkende af din livmoder, blæren og endetarmen. En lille fold af bughinden er lige akkurat i kontakt med det inderste af skeden bagtil (prøv at Google billede af “anatomi skede” og se et tværsnit).
Selvom slangen skulle ligge nede i denne fold og lige røre skedens inderste/øverste del, så tvivler jeg stærkt på, at en løstsiddende gummislange kan give et tryk langt nok ned i skeden til at skubbe tamponen ud.
Du skriver ikke så meget om dig selv og din erfaring. Jeg har alligevel forsøgt at sammenfatte nogle korte råd, som måske/måske ikke er nyttige for dig:
Tamponen skal helt på plads
Måske får du ikke ført tamponen langt nok op. Det kan muligvis hjælpe at vælge en type med indføringshylster. Eller prøv at eksperimentere med andre mærker. Måske du kan rådføre dig med en moden kvinde, du har tillid til (og som anvender tamponer).
Bækkenbundsøvelser
Måske har du fået en lidt slap bækkenbundsmuskulatur og vil have gavn af nogle knibeøvelser. Din egen læge kan lave en gynækologisk undersøgelse og teste styrken i din bækkenbundsmuskulatur og i øvrigt se, om alt er ok. En god tommelfingerregel er, at hvis man kan knibe sin tissestråle over, når man tisser, er muskulaturen ok. Men det kan ikke helt erstatte en gynækologisk undersøgelse.
Slap af, når du tisser
Måske trykker du for hårdt med bugpressen, når du tisser. Prøv at slappe af i maven, når du tisser, og til sidst kan du forsigtigt klemme det sidste ud med bugpressen.
Hvis intet af ovenstående hjælper, vil jeg anbefale, at du til næste lægekontrol på den afdeling, der har anlagt shunten, spørger dem ad, om shunten kan give de problemer, du beskriver.
Håber du finder en løsning.
Mvh Morten