Stram forhud - hvordan siger jeg det til mine forældre?

Vis spørgsmål

Hej Adamog Eva. Jeg har opdaget, jeg har for stram forhud. Jeg har haft det før, da jeg var 6 år. Men nu ved jeg ikke, hvordan jeg skal sige det!? Da jeg var 6, fik jeg noget creme, men jeg kan huske, jeg græd, så ondt det gjorde, når jeg fik det på. Så ville helst være fri for det igen, men hvordan siger jeg det til mine forældre. Jeg synes, det er meget svært at tale om.

Håber I kan hjælpe mig, med hvordan jeg skal sige det.

Hilsen den forvirrede dreng, 14 år

SVAR:

Hej

Behandling eller operation

Forhudsforsnævring kræver ikke altid behandling. Nogle gange er det et forbigående fænomen, fordi hudens lag klistrer sammen. Nogle gange forsøger man at behandle med creme, som det lyder til, at du prøvede som barn. Hvis det irriterer dig meget, kan man overveje kirurgi, hvilket ofte vil være af typen omskæring. Dvs., at man under bedøvelse skærer forhuden væk.

Dine forældre ved det

Dine forældre véd jo godt, at du havde forhudsforsnævring som barn og vil jo ikke være overraskede, hvis du siger, at du muligvis har et problem med for snæver forhud. Så kan de hjælpe dig med at få en tid hos lægen, og så kan du og din læge tale om det.

Prøv det her først

Du kan også først prøve at vaske forhuden og penis grundigt med vand og sæbe og se, om du forsigtigt kan føre forhuden tilbage. Hvis det bliver ved med at genere dig, er du nødt til at tale med dine forældre og læge om det. Jeg er sikker på, at dine forældre vil have stor forståelse for dit problem.

Læs mere om forhudsforsnævring her: Patienthåndbogen/Snæver forhud

Mvh Boje 

Annoncer