Kære M
Min anbefaling
Jeg forstår, hvad du spørger om, og når du kan læse mit svar, har du allerede taget piller i ca. syv dage fra den næste blisterpakke på 21. Jeg vil anbefale, at du også tager de sidste syv fra den forrige periode, så du i denne periode tager p-piller i 28 dage i streg. Derefter de almindelige syv dages pause, så 21 dages piller, syv dages pause osv. Jeg vil også anbefale, at I bruger kondom/anden beskyttelse i én uge mere, for at opnå sikker beskyttelse.
Jeg går ud fra, det er p-piller, du får, som oftest indeholder 150 mikrogram levonorgestrel og 30 mikrogram ethinylestradiol. Hvis du får et præparat, der kun indeholder ét stof, er det muligvis minipiller, og der skal man ikke holde pause!
Blødning med p-piller er ikke rigtig menstruation
Når man begynder med p-piller, skal man starte på menstruationens første dag. Starter man der, opnår man beskyttelse med det samme. Man skal ikke holde pause for at forsøge at følge ens naturlige menstruationscyklus. Den blødning, der kommer i dagene mellem to pakker p-piller, er en menstruations-lignende blødning, men ikke en rigtig menstruation, da man ikke har ægløsning. Er man ikke færdig med blødningen efter de syv dages pause, skal man alligevel starte på de 21 dage med p-piller.
Du kan læse mere i vores artikler Info om p-piller og Rod med p-pillerne.
Jeg håber, det giver mening. Husk også at tage pillen på ca. samme tidspunkt hver dag.
Venlig hilsen
Heidi