Mistet kæreste - hvordan komme videre efter utroskab og løgn?

Vis spørgsmål

Hej. Jeg skriver til jer, da jeg for nogle uger siden mistede min kæreste gennem 6 år. Det kom som et kæmpe chok, da jeg ikke vidste, noget var galt. Vi var stadig lige kærlige, intime og opmærksomme på hinanden. Han fortalte stadig, hvor højt han elskede mig og at jeg betød alt for ham. At jeg var hans eneste ene. Bruddet kom virkelig som et chok, fordi vi netop stadig havde det så godt med masser af gnist og grin. Alle troede det skulle være os to altid. Jeg var virkelig sikker på, han var den eneste ene og at jeg ville have børn med lige netop ham.

Efter bruddet er vi begge ekstremt kede af det, og jeg er selvfølgelig ekstra hårdt ramt. Men han viser også tegn på usikkerhed, håb om os to igen og forvirrede følelser. Det giver mig et håb og en tro på, han bare skal have plads til at være sig selv et stykke tid. Det er jo det, han siger til alle. At han vil være sig selv og prøve at bo for sig selv. At han er skrubforvirret og har brug for tid med sig selv og sine tanker.

Tre uger efter bruddet finder jeg ud af, at han har været mig utro med en kollega til en julefrokost et par måneder tilbage. At de to nu er sammen, har haft sex og nærer følelser for hinanden. Dette er på trods af, at han mange gange har forsikret mig om, der ikke er en anden, at han stadig har givet mig, os, vores familier håb og at han har understreget, han har brug for at være sig selv.

Det hele har slået mig så sindssygt hårdt. Mit hjerte er knust, og jeg er fyldt med så meget had og skuffelse, at jeg slet ikke kan genkende mig selv. Jeg kan ikke styre mine tanker, og uanset hvad jeg laver og gør, ser jeg billeder af de to sammen have sex, være kærlige og sige ting til hinanden. Alle de ting ham og mig en gang sagde til hinanden. Jeg er ved at blive sindssyg af alle de her tanker, og jeg kan slet ikke kontrollere dem. Jeg vågner om natten af mareridt om de to, jeg vågner usædvanligt tidligt og sover generelt bare uroligt, fordi drømmene og tankerne hele tiden forstyrrer. Jeg føler mig så svigtet, så hævntørstig, så ked og så ødelagt.

Mit spørgsmål er, hvordan bearbejder jeg alt det her? Hvordan får jeg styr på mine tanker, inden mit hovede eksploderer. Hvordan kommer jeg videre?

Jeg forsøger hele tiden at have mine nærmeste omkring mig, som er gode til at trøste, snakke og lytte. Jeg forsøger at lave noget, at tænke positivt, at komme videre og glemme. Men jeg kan ikke, tankerne er der hele tiden. De gør ondt og de fylder så meget. Alle de løgne og den svigt, det knuser mig. Det er ikke det, han var mig utro, der gør mest ondt. Det er det, at de nu er så hurtigt efter er sammen, at han løj om det og gav mig håb. Jeg håbede virkelig. Jeg elskede ham så inderligt og jeg savner ham forfærdeligt, på trods af alt han har gjort, samtidig med jeg hader ham så forfærdeligt.

Jeg ville ønske, jeg kunne få tankerne og de ubehagelige billeder af de to sammen til at forsvinde. Jeg har det virkelig ikke godt.

Pige, 24 år

SVAR:

Kære kvinde med det knuste hjerte

Jeg forstår så udmærket dine kaotiske følelser og at dit hoved føles lige ved at sprænges af alle de tanker. Følelser som du ikke kan styre, og som udspringer af, at din samboende har været dig utro. Sådan som du har det, er en hel naturlig reaktion på at blive droppet til fordel for en anden. At han har løjet, om at han havde en affære, gør det bestemt ikke bedre. Så jeg forstår godt, at du er vred.

Sæt ord på følelserne

Tanker og følelser kan du ikke styre, og lysten til hævn vil være der. Men at gøre alvor af at hævne sig, er en viljessag, noget du kan bestemme dig for at lade være med. For ellers vil du handle lige så ondt, som ham. At behandle ondt med ondt gør dig ikke gladere, men blot mere desperat. En bedre måde at bearbejde stærke følelser på, er at sætte ord på følelser og tale med en fortrolig veninde om det eller en af dine nærmeste, sådan som du gør.

Utroskab

At han har været dig utro opleves underligt, for du har troet på, at det skulle være jer to. Du havde tillid til ham og kastet din kærlighed på ham. Din tillid har han nu misbrugt med et ”sidespring”. Af en eller anden grund tror den, der har en affære, at det kan holdes hemmeligt og at det er ok at lyve om det.

Utroskab er ikke kun et nutidsfænomen, men sådan har det været alle dage. Selv i Bibelen er der eksempler på, hvad utroskab fører med sig af løgn. Jeg tænker på Kong David i Gamle Testamente, der forelskede sig i Batseba. Han løj og planlagde mord, men først da han bekendte sin synd for Gud og fik tilgivelse, fik han ro. Jeg kan af det, du skriver, ikke vide, hvordan din ex-kæreste har det, om han har fortrudt sin handling og ønsker at vende tilbage til dig igen. Skulle han ønske det, så kræver det indrømmelse, anger og ønske om tilgivelse.

”Parker” ham

Du spørger, om hvordan du kommer videre, og til det tror jeg, at du har brug for at ”parkere” ham. Med det mener jeg, at han skal flyttes i din bevidsthed fra at være en betydningsfuld person til en person, som du engang har mødt, som handlede egoistisk og påførte dig ondt.

Jeg vil foreslå dig at skrive alle dine tanker og hvad han har forvoldt dig ned på papir og putte dem i en kasse med låg. Hver gang der kommer nye tanker, så skriver du igen og putter dem i kassen og husker at lægge låg på. Her skal de ligge, så de ikke forstyrrer dig og dit liv. Når tankemylderet om din ekskæreste på et tidspunkt aftager, så skal du tage kassen og putte den i skraldespanden. Helst den der går til brandbart, så alt bliver brændt. For da begynder du igen at indtage livet med alt hvad det indebærer, og opdager at livet er smukt.

Læs evt mere i artiklerne Jalousi og kærestesorg og Utroskab.

Med kærlig hilsen
Erna Nielsen

Annoncer