Kan jeg finde ud af, hvem der er far til mit barn?

Vis spørgsmål

Jeg blev gravid sidste år i maj måned, men jeg har et problem.

Min kæreste og jeg havde haft en del ubeskyttede samlejer, men så sker der det, at jeg bliver fuld en aften og får et afbrudt samleje med en anden mand. Altså han kommer ikke inde i mig, og 14 dage efter finder jeg ud af, at jeg er gravid. 

Jeg ved ikke, hvem faren til mit barn er, og jeg er virkelig bekymret. Ham, som jeg havde afbrudt samleje med, voldtog mig, og jeg ønsker ikke, at det er ham, som er faren til barnet.

Kvinde, 22 år

SVAR:

Kære kvinde

Tak for dit spørgsmål. Jeg kan se, at du står i et dilemma. Sandsynligheden er størst for, at det er din kæreste, der er far til barnet.

Cyklus og graviditet

Som jordemoder kan jeg fortælle dig, at hvis du har en cyklus (dage mellem menstruationer) på 28 dage, så har du ægløsning omkring 14.-dagen efter din sidste menstruations første dag.

Der er dog flere faktorer, der spiller ind:

  • Mænds sæd kan leve i op til fem dage i livmoderen, hvis det er god sæd.
  • Det er ikke til at sige præcis, hvilken dag du har ægløsning.
  • Du skriver, at ham der voldtog dig ikke kom oppe i dig. Så er der kun en lille chance for, at hans sæd er kommet i dig. Dog kan der godt komme noget præsæd.

Faderskabstest

Hvis du ønsker et helt præcist svar på, hvem der er far til dit barn, skal du have lavet en dna-test (ved hjælp af en blodprøve) af både dit barn og din kæreste for at afgøre det.

Jeg tænker, det er meget vigtigt, at du overvejer grundigt, om du vil vide, hvem der er far til dit barn. Hvis det viser sig at være ham, der voldtog dig, vil du så se anderledes på dit barn?

Opsøg hjælp

Fordi det er så kompliceret, vil jeg opfordre dig til at få en tid hos din læge, hvor du fortæller om overgrebet. Du har ret til at få en henvisning til en psykolog. Så jeg vil anbefale dig at finde en psykolog, du har tillid til og få talt tingene igennem. Både det overgreb, du har været udsat for, men også dit dilemma omkring dit barns far.

Du er velkommen til at skrive igen, hvis du har flere spørgsmål.

Venlig hilsen
Jordemoren og Sexologen

 

Annoncer