Hej S
Tak for dit spørgsmål til AdamogEva.dk. Det er altid godt at få sat ord på det, der fylder, og som man tænker på.
Godt du er obs på forbruget
Det er super godt, at du selv er obs på dit forbrug af energidrik, og at det ikke er godt for dig både pga. økonomien, men også fordi det bare ikke er godt for dig at drikke energidrikke. Det kan du læse mere om her.
Det lyder, som om du er blevet lidt afhængig af det, og i stedet for at give dig energi lyder det, som om det tager din energi.
Ikke nogen lette løsninger
Jeg tror ikke, der er nogen lette løsninger på din udfordring. Du har forsøgt at skære ned, og hver gang bliver du let fristet til lige at tage en ekstra. Jeg tror, det er bedre for dig simpelthen helt at stoppe med det og finde noget andet at drikke, som du også godt kan lide.
Hvornår bliver du fristet
Du skal tænke lidt over, hvornår det er, du bliver fristet til at tage en energidrik for at finde ud af, hvad det handler om. Måske er det i situationer, hvor du er træt og har brug for lidt ekstra energi. Hvis man generelt ikke drikker nok væske, kan det også give træthed, og man føler sig udmattet.
Når du får lyst til en energidrik, så mærk efter med dig selv. Måske er det ok bare at tage en lur, hvis det fx er, når du kommer hjem fra skole. Underskud af søvn kan også give følelsen af manglende energi.
Overvej følgende
Så helt konkret vil jeg råde dig til at overveje om du:
- sover nok?
- får god nok mad?
- får nok at drikke?
- har det godt psykisk?
Hvis noget af dette ikke er på plads for dig, må du gøre noget ved det pågældende problem, og så vil din trang til energidrikke blive mindre, og det vil blive lettere for dig at droppe dem helt.
Jeg håber, mit svar giver mening, og at du kan bruge det til noget.
Kh Marianne Martinsen