Jeg har en kæreste, men veninde er forelsket i mig. Hvad skal jeg gøre?

Vis spørgsmål

Jeg har haft en kæreste i nogle år, og jeg er sikker på, at jeg vil dele resten af livet med hende. Men nu har en rigtig god veninde fortalt mig, at hun er forelsket i mig og har været det i noget tid. Hun og min kæreste er også gode venner.

Hvad kan jeg gøre, for at vi begge kan komme videre, uden det skal blive dumt? Min veninde og jeg ser hinanden hver dag og har mange fælles venner. Hun ønsker at komme af med følelserne og sagde til mig, at det ville være rigtig godt, hvis jeg virkede mere afvisende overfor hende. Men hvad betyder det? Hvor meget afstand skal jeg lægge? Hvordan gør jeg det helt konkret? Er der andre råd i forbindelse med at “få andre til ikke at have følelser for dig”?

Jeg har aldrig holdt noget hemmeligt for min kæreste. Men det her er nok ikke så smart at sige til hende – også fordi det kan påvirke deres venskab. Men jeg er selvfølgelig meget bekymret for, hvad min kæreste vil føle, hvis hun på den ene eller anden måde finder ud af det. Hvad er fornuftigt at gøre med det, jeg ved? Hvordan kan jeg selv leve med at vide det? Min naturlige reaktion er at tage afstand ... Hvordan gør jeg det fornuftigt og uden at “cutte” kontakten til min gode veninde?

Håber på at få nogle gode råd fra en med mere livserfaring, end jeg har.

Mvh dreng, 19 år

(forkortet af red.)

SVAR:

Kære dreng

Når jeg læser din historie, får jeg lyst til at give dig et knus, for du er simpelthen et helt igennem ordentligt menneske. Du tænker på mennesker omkring dig, du er kærlig, og du vil gøre det godt. Du er en super kæreste og en rigtig god ven.

Din venindes motiver

Da jeg læste hele din historie, var der én sætning, der kørte rundt i mit hoved: Hvorfor sagde hun overhovedet noget til dig? Hvad ville hun få ud af at dele denne oplysning med dig? Hvis hun ikke ønskede at ødelægge jeres venskab, eller ikke ønskede at ødelægge dit kæresteforhold, hvad ville hun så opnå ved at fortælle dig det?

Prøv lige at tænke denne tanke til ende: Hvad ville hun opnå med det? Hvad skulle du bruge informationen om hendes forelskelse til?

Hvis hendes information ikke skulle få dig til at bryde med din kæreste, hvad er så det eneste, du har fået ud af din nye viden? Det er, at “aben” er parkeret hos dig. Nu står du med problemet. Hvad skal du gøre, hvem skal vide det, og hvordan skal du hjælpe din veninde af med følelserne?

Det er IKKE DIN opgave

Hun skulle aldrig have fortalt dig det. Hun har fået luft, men du har fået en kæmpe mavepuster – og står nu med hele problemet både i forhold til dit venskab, dit kærlighedsforhold og tilliden imellem dig og din kæreste (hemmeligheden).

Du kan desværre ikke spole tilbage til tiden, hvor du ikke vidste noget om din venindes følelser. Men du kan tale med hende, om det der er sket. Altså at du nu er sat i en rigtig besværlig situation.

Du kan ikke styre hendes følelser og sørge for, at hun holder op med at være forelsket i dig. Men det er klart, at du ikke ser hende på samme måde mere, for nu har du pludselig en viden om, hvordan hun OGSÅ ser dig. Altså ikke bare som en god ven. Du kan selvfølgelig godt være opmærksom på ikke at give for lange knus eller røre for meget. Samtidig er det også vigtigt at forstå, at der kan være ting eller personer her i livet, som vi helt vildt gerne vil have, men som ikke er mulige at få. Sådan er livet.

Din kæreste

Hvis du skal sige noget til din kæreste, synes jeg, du skal vise dit spørgsmål til os og mit svar til dig. Så kan hun tydeligt se, at du kun vil have hende og ikke er fristet af din veninde. Din historie er så klart fortalt i mailen til os, så hvis du viser hende den, har hun ingen grund til at tvivle på din kærlighed. Konsekvensen kan dog blive, at de to pigers venskab ryger sig en tur. Men det er din veninde, der har sat dig i denne situation med hemmeligheden ved at fortælle dig om det, selvom hun vidste, du var optaget. Handling medfører konsekvens.

Din veninde og dig fremover

Du kommer fortsat til at møde din veninde hver dag. Derfor synes jeg, du skal fortælle hende, at hendes følelser ikke ændrer noget for dig. Du er i et kæresteforhold, som du vil holde fast i, og det skal ikke ændres. Hun må selv arbejde med, at hendes forelskelse ikke kan blive gengældt, men at du gerne vil være hendes ven, som I plejer. Hvis hun ikke kan nøjes med det, er du nødt til at trække dig lidt, og I må begge se jer om efter nye bedste venner.

Dit ansvar

Det her var måske ikke det svar, du havde drømt om, men jeg synes, det er forkert, at du skal forsøge at redde hele “verdenssituationen” her. Du har fået læsset et problem af på dit bord. Et andet menneske er blevet forelsket i dig, fordi du er en rigtig skøn fyr. Jeg kan virkelig godt forstå, at der er kamp om dig. Men det er ikke dit problem. Du HAR valgt en kæreste, og det skal alle andre omkring dig respektere. Du skal ikke begynde at blive dum og afvisende for at få hendes forelskelse til at blegne. Det er hun nødt til selv at arbejde med. Vi har flere gange skrevet svar om dette på hjemmesiden. Det er svært at gå rundt med en forelskelse, som ikke bliver gengældt, men det går over med tiden.

Pas godt på dit eget kærlighedsforhold, pas godt på dig selv – og husk, at du hverken kan eller skal løse alle andres problemer.

Mange hilsner fra
Anja

Annoncer