Hvordan fortæller jeg mine forældre, at jeg har drukket?

Vis spørgsmål

Halløj Adam og Eva! Genial hjemmeside I har, og synes virkelig, at jeg har fået mange svar på problemer om følelser og kærester bare ved at læse lidt rundt på hjemmesiden der er btw. meget nem at finde rundt på...

Nå, men jeg står i det her dialemma, at jeg er 14 år og ca. 10 måneder og har nogen veninder på min alder, men også nogen der er et-tre år ældre :) når men jeg blev inviteret til fest som den eneste fjortenårige (btw. må ikke drikke!). Min veninde er helt klar over, at jeg ikke må drikke, så der var drinks uden alkohol og nogen med rigtig lidt i og da tænkte jeg, ja okay den går nok. Nå, men alle drak sig nærmest stive (vi var ikke så mange, 12 eller sådan noget) men vi dansede, og det var vildt hyggeligt, men lige pludselig giver en pige, jeg lige er blevet venner med samme aften mig en drink i hånden, skal siges der var ret meget vodka og så lidt juice . hun står og kigger på mig og uden jeg tænker mig om ryger drinken ned..... og senere sker det samme igen......

Jeg forstår godt, hvorfor jeg ikke må drikke (er for ung) og det er ikke så godt for hjernens udvikling eller sådan noget. Men EN øl skader vel ikke eller en sommersby eller tempt. Men har det bare dårligt med, at jeg alligevel drak, når jeg ikke må...

Mine forældre er ikke lige til at snakke med, da jeg er en pige, og der er forskellige regler for piger og drenge (ifølge dem) og forstår dem. Det er noget med overfald, og jeg har det fint med, at de kommer og henter, men kan bare ikke snakke med dem.

Jeg har altid været den artige pige, men er træt at at gøre alt rigtigt, så alligevel var der lidt glæde efter festen, fordi jeg havde gjort noget, jeg ikke måtte (hvis du forstår) og problemet er, jeg godt kan lide alkohol, og det gør det så lidt "farligere", når man ikke må.

Men jeg tænkte på, om I ikke kunne fortælle, hvordan jeg kan snakke med dem, eller hvad jeg kan gøre i min situation, for der er vel mange fremtidige fester....

Btw. vil jeg ikke drikke mig totalt i hegnet, hvis jeg fik lov, men drikke som det nu passer... og har altid gjort alting rigtig og taget rigtig meget ansvar.. hvorfor tror du så ikke, de kan stole på mig?

På forhånd tak for hjælpen.

Mange hilsner N, 14 år

 

SVAR:

Kære N

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man venter med alkohol til man er fyldt 16. Måske er det det, dine forældre ønsker du skal holde dig til. Og så er det jo et stort dilemma at leve i en kultur, hvor det i forhold til alkohol ikke lige er sundhed der prioriteres højst…

Vejledning og grænser

Du er næsten 15 år, og dine forældre kan give dig råd og vejledning, men de kan ikke styre dig ned i detaljer. Og det skal de heller ikke. Du skal gradvist mere og mere tage ansvar for dig selv.

Du slutter med at sige, at dine forældre ikke stoler på dig? Men du fik lov til at komme med til festen sammen med ældre venner? Er det dig selv, der synes de ikke kan stole på dig? Du skriver, at EN øl vel ikke skader, - nøjedes du med EN genstand?

Hvis der ikke var regler for dig, hvis du stod helt fri, hvilke gode retningslinjer ville du så give dig selv vedrørende alkohol? Er dit problem her, at du i virkeligheden ikke gjorde det, du forventede af dig selv?

Lær af oplevelsen

Ingen er fejlfri. Men vi må have lov til at drage erfaringer af det, vi oplever. Det er rigtig godt, at du tænker fremadrettet, hvad med de næste gange? Hvad vil være din strategi næste gang, du bliver inviteret til fest? Du kan ikke give de andre ansvaret, slet ikke en helt ny veninde. Du skal selv vide, hvad du drikker, og hvad du gør. Hvad vil DU vælge?

Er ærlighed over for dine forældre en mulighed? Hvad er risikoen? Du kan formentlig holde dette skjult, - vil du det? Hvad vil det indebære? Hvad sker der, hvis de alligevel opdager, hvad der er sket?

Søg støtte

Har du en søster eller bror, en moster, en kusine eller en god ven, som kunne hjælpe dig med at tale fremadrettet med dine forældre om alkohol? I en rolig samtale, hvor alle parter giver sig tid til at lytte til hinanden. Kunne du selv fremlægge en strategi for regler om alkohol, begrunde strategien, og på den måde vise initiativ?

Løsrivelse og selvstændighed

Kære N. Jeg kan ikke give dig regler til at erstatte dine forældres. Du er på vej til voksenlivet, og jeg forstår godt den stille sejr, du også fejrer, når du river dig fri fra dine forældre og begynder at erklære dig selvstændig. Ungdomsår handler om løsrivelse og selvstændighed! Det vil være ærgerligt, hvis den magtkamp får en pris, der er alt for høj. Derfor vil min opfordring til dig være ærlighed. Også selv om det vil ødelægge det billede af en sød og artig pige, som du selv og måske også dine forældre har.

Læs også denne artikel:

Alkohol – så det rykker

Mange hilsener fra
Margit

Annoncer