Har lige født - hvornår skete befrugtningen?

Vis spørgsmål

Hej, jeg har lige født en lille pige her den 14 okt og jeg havde termin den 15 oktober. Kan det så ikke godt passe, at jeg bliver gravid den 22 - 23 januar og der havde jeg også sex med min partner. Hvor lang tid tager æg om og sæd om at sætte sig fast eller kan de leve i nogle dage. Den føste dag var den 8 januar, jeg fik det røde. Håber på svar.

SVAR:

Kære Jeanette

Tillykke med din lille ny pige. Jeg håber, at du nyder den første tid med hende, selvom det til tider kan være lidt hårdt med en nyfødt i huset.

Æv, desværre er det ikke så nemt at regne ud

Desværre kan jeg ikke med sikkerhed sige noget specifikt, om hvilken dato din lille pige blev undfanget, men jeg kan godt prøve at svare så godt, jeg kan. Der er flere ting, som skal tages i betragtning.

Ægløsning

I en kvindes menstruationscyklus vil hun have ægløsning ca. 14 dage før start på næste menstruation. Det betyder, at det kan være meget forskelligt for den enkelte, hvornår ægløsningstidspunktet er. Det er normalt med en cyklus på 21-35 dage. Derfor har nogle kvinder ægløsning 7 dage efter sidste menstruations start (ved cyklus på 21 dage) mens andre har ægløsning 21 dage efter sidste menstruations første dag (ved cyklus på 35 dage).

Det kan være lidt svært at forstå, men det betyder, at din ægløsning, hvis du har en regelmæssig cyklus på 28 dage, ville have været cirka d. 21-23 januar. MEN er din cyklus kortere ca. 21 dage ville den være cirka d. 15 januar. Hvis den er længere ca. 35 dage ville ægløsningen have fundet sted cirka d. 29 januar. Datoerne er ’cirka-datoer’, fordi vores kroppe alle er forskellige og nogle gange gør noget andet end normalt.

Befrugtning

Et æg kan kun befrugtes i et døgn efter det er blevet løsnet fra æggestokken, derefter danner det en hård skal omkring sig, og det er ikke længere muligt for sædcellen at trænge ind i ægget. Vi kan altså med sikkerhed vide, at befrugtningen er sket i forbindelse med ægløsningen.

Samleje dato i forhold til befrugtning

Sædcellen derimod kan holde sig i op til 5 dage oppe i kvindens underliv. Det betyder, at selvom ægget blev befrugtet samme dag som ægløsningen, så kan det være sket med en sædcelle fra et samleje 3-5 dage tidligere. Sagt på en anden måde, så kan du have haft samleje med din partner d. 23 januar, men måske først have ægløsning d. 28 januar og stadig blive gravid.

Sidst men ikke mindst, så spørger du, om hvor lang tid ægget tager om at sætte sig fast i livmoderen. Når ægget er blevet befrugtet, er det kun lige løsnet fra æggestokken og det finder derfor sted alleryderst i æggelederen. Derefter begynder det at udvikle sig til et barn, mens det bevæger med ned gennem æggelederen, denne tur tager 3-6 dage, hvorefter det sætter sig fast i livmoderens slimhinde.

Så ja den tager tid om at sætte sig fast, men det har ingen betydning for, hvornår du blev gravid. Man bliver gravid i det øjeblik, sædcellen befrugter ægget.

Jeg håber, du kunne bruge mit svar, men ellers må du endelig skrive ind igen.

Jordemoder Birthe Rasmusen

Annoncer