Hej Alexander
Jeg kan forstå, at du gennem længere tid har døjet med åreknuder på bitestiklen. Jeg kan også forstå, at du nu skal opereres pga. gener fra åreknuderne. Afsluttende kan jeg forstå på dig, at du er bekymret for åreknudernes betydning for størrelsen af din penis. Jeg vil prøve at afklare disse ting for dig i det følgende.
Jeg tror umiddelbart, at det vigtigste for dig er, om dit årebrok har betydning for størrelsen af din penis. Derfor vil jeg starte med det, og det korte svar er: Nej - årebrokket har ingen betydning for størrelsen af din penis.
Åreknuder/årebrok kan overordnet give tre typer problemer:
1) fertilitetsproblemer (nedsat sædkvalitet, fordi blodet har sværere ved at løbe væk fra testiklerne, og der kan derfor komme en lidt for høj temperatur i testiklen)
2) smerte (pga. problemer med blodafløbet)
3) mindre testikler, men det giver ikke mindre penis!
Forskellige størrelser
Der kan være andre grunde til, at du synes, din penis er lille.
1) Din penis kan vokse, indtil du er 21 år (afhængigt af, hvornår din pubertet startede). Derfor er den muligvis ikke fuldt udvokset endnu.
2) Det kan være svært at vurdere størrelsen af ens egen penis i forhold til andres, da du ser din egen og andres fra forskellige perspektiver. Når du ser din egen direkte oppefra, så kan den se mindre ud, end den rent faktisk er.
3) Man ikke kan vurdere, hvilken størrelse en slap penis får, når den bliver stiv. Nogle vokser mere end 100 %, andre vokser slet ikke, men bliver bare stive.
Generelt er drenge meget fokuserede på størrelsen af penis. Det er egentlig mærkeligt, når man ikke kan vurdere den reelle størrelse, og når der for piger i virkeligheden er andre ting, som er langt vigtigere. Alt det er grunde til, at jeg ikke synes, du skal bekymre dig om størrelsen af din penis. Men jeg forstår godt, at det kan være svært at lade være, når der er så stort fokus på det.
Operation for årebrok
Jeg vil lige skrive lidt om din operation. Jeg tror måske, at du er lidt bekymret for operationen, da du har udsat den flere gange. Hvis du ikke er det, så bare glem det, jeg nu skriver. Men for at være på den sikre side, så vil jeg bare sige, at det er en forholdsvis risikofri operation, som ganske sikkert vil fjerne de smerter, du har. Når lægen har vurderet, at det er godt for dig at blive opereret, så er jeg overbevist om, at det er den rigtige beslutning.
Der går lidt tid, inden du er helt frisk igen, og det afhænger af operationstypen. Som regel går der 2-6 uger, hvor du de første dage nok vil have det bedst i din seng, men hurtigt vil du få det bedre.
Jeg håber, det er svar nok på dit spørgsmål - ellers er du meget velkommen til at skrive igen.
Mvh Jonas