Er min vægt ok i forhold til al den sport, jeg dyrker?

Vis spørgsmål

Jeg er en pige på 15 år, som er 169 cm høj og vejer 63 kg.

Mit spørgsmål er, om jeg vejer for meget eller normalt forhold til, at jeg dyrker elitesport seks gange om ugen plus styrketræning fire gange om ugen og løber to gange om ugen.

Mvh F

SVAR:

Kære F

Tusind tak for dit spørgsmål.

Din vægt er helt normal

I sundhedssektoren snakker vi ofte om BMI (Body Mass Index, som du kan læse om på sundhed.dk) – altså en beregning, som kan bruges til at udtale sig om, hvordan ens vægt er. Når jeg beregner dit BMI, er det 22, og når man ligger mellem 18½ og 25, er man “normalvægtig".

Dog skal det siges, at BMI ikke altid er det bedste mål for at vurdere ens sundhed. Faktisk kan man godt have et BMI over 25 og stadig være ret muskuløs og sund, fordi muskelvæv vejer mere end fedtvæv.

Motion er godt

Jeg bider mærke i, at du dyrker elitesport med træning og løb mange gange om ugen. På den måde lever du et aktivt liv, hvilket er rigtig godt. Både for at holde dig i god form og for din mentale sundhed, for når vi dyrker motion, får vi det godt.

Husk også dine følelser

Jeg har desværre set flere eksempler på unge, der går meget op i motion og sund livsstil, hvor det har taget overhånd. De er blevet så besat af at tabe sig eller leve sundt, at de ikke kan tænke på andet, og så er det ikke længere sundt, men direkte skadeligt.

Det kan sagtens være, du har fundet en fin balance mellem træning og fritid. Så skal du bare fortsætte med det. Men pas på med at fokusere så meget på din krop, at du ikke lægger så meget mærke til, hvordan dine følelser har det. Husk at mærke efter, om du har det godt indeni og med dig selv.

Jeg håber, du kunne bruge mit svar. Ud fra din vægt er du i hvert fald lige præcis, som du skal være. Og jeg håber, du ser på dig selv i spejlet og fortæller dig selv, at du er, som du skal være.

Måske kan du få noget ud af at læse vores artikel Du er smuk som du er!

Mvh Lisbet Due

Annoncer