Hej med dig
Hvor er det fint, du skriver om dette emne. Der er rigtig mange bekymringer og forestillinger oppe i hovedet, inden man skal på efterskole eller bare begynde på en anden skole. Hvad tænker de andre om mig? Er der nogen, der vil være sammen med mig? Og så videre.
Vi fokuserer let på det, vi ikke har
Dit første spørgsmål: Hvorfor er drenge altid så høje? – Det kan jeg ikke give dig et lægeligt svar på, men jeg kan forholde mig til det, du føler. Når der er noget ved os selv, som vi ikke er tilfredse med, så ser vi, at alle andre har lige præcis dét, som vi gerne vil have.
Det kan være store muskler, fedt hår, pæne øjne, tænder og som i dit tilfælde højden.
Du lægger lynhurtigt mærke til alle de højeste og overser måske, at der også er et par lave imellem. Men de er der alligevel.
Alle gennemgår forandringer i teenageårene
Jeg har børn på din alder og lidt ældre, og derfor kommer der ofte både teenage-piger og -drenge hjemme hos os. Jeg vil prøve at fortælle dig, hvad jeg har oplevet i de seneste år, fra de var 13 år, til de nu er 16-17 år. De der søde, nuttede klassekammerater, som næsten havde samme højde, samme frisure og tøjstil, begyndte pludselig at ændre sig helt vildt.
Pigerne begyndte at gå med enormt meget make-up, indtil de lærte, hvordan det også kunne gøres på en pæn måde. De fik masser af bumser, og så fik de bøjle på tænderne. I en periode kunne man se, at de havde det svært med deres udseende, og de forsøgte alt muligt for at dække over det, de var utilfredse med.
Nogle af drengene voksede helt vildt, andre stod stille. Nogle fik rigtig mange bumser, og andre fik skægstubbe, der sad hulter til bulter uden nogen form for system. Deres stemmer var ustyrlige, og jeg tænkte: Hold da op, hvor sker der meget lige nu – og det er bare på udseendet. Hvad mon der sker i deres hoveder?
Slutresultatet skal nok blive godt
For nylig havde de en stor gensynsfest hos os, og jeg så de drenge og piger, som jeg ikke havde set i et år, fordi de havde været på efterskole. Jeg var chokeret. Hold nu op, hvor var de skønne at se på. Pigerne var glade, og bøjlerne var kommet af, så deres smil fyldte det meste af ansigtet. Bumserne var der næsten ikke. Make-up'en havde fundet et pænt niveau, og de hvilede i sig selv. Nogle var vokset helt utrolig meget og var højere end mig, og et par stykker var ikke vokset så meget.
Drengene – de var guf for øjet. De var blevet mere robuste at se på. For et år siden var de tynde og computerspils-splejsede og blege. Nu havde de dyrket sport på skolen, fået masser af frisk luft og selvtillid. De havde sjovt hår, nogle havde slet intet hår pga. et tabt væddemål. De var glade og højtråbende. Nogle var blevet mega høje, og andre var endnu ikke så høje. Men de var venner. Selv ham de engang kaldte for “Mini”, var blevet en rigtig flot og højere fyr.
Der sker så meget i disse teenageår, og ingen af jer har samme tempo, hverken med at få højde, muskler eller skæg.
Flyt fokus og glæd dig til efterskolelivet
Når du kommer på efterskole, skal du være sammen med en masse dejlige og glade unge mennesker. I får så travlt med alt muligt hele dagen, og nogle gange også om natten, at din højde bliver det mindst interessante. Der vil ikke være nogen, der går op i det. Du skriver selv, at din storebror voksede mere, så måske gør du det også. Men husk på, at de små piger, vil altså også gerne have en fyr, de kan nå op og kysse. Det er ikke altid lykken at være 2 meter høj, når man får rygskader af at holde om de lave, søde piger. Indenfor forskellige sportsgrene er der også forskel på højden på spillerne. Se fx håndbold eller fodbold. De små er ofte de hurtige. Og så synes jeg faktisk slet ikke, at 171 cm er så lille. Fodboldspillerne Messi er 169 cm, og Xavi er 170 cm, og de er lynhurtige på banen. Hvis du vil være racerkører, er det helt klart en fordel ikke at være for høj.
Uanset hvad dine fremtidsplaner er, så bliver du akkurat lige så høj, som du skal være, og det er op til dig selv, om du vil gøre det til et problem, eller om du vil gå op i alt muligt andet. Flyt dine tanker hen på noget andet, og glæd dig til at komme på efterskole. Det bliver super godt for dig. Skal vi vædde?
– Skriv til mig om et år og fortæl mig, hvad jeg vundet. :-)
Mange hilsner
Anja