ae-18

Sådan bliver du gravid

Hvor meget skal der til for at blive gravid? Er det kun muligt ved fuldbyrdet samleje? Læs om ægløsning, befrugtningstidspunkt, stop med p-piller mm. og bliv lidt klogere på sandsynligheden for at opnå en graviditet.


Når manden får udløsning inde i kvindens skede, kan graviditet opstå, fordi der bliver mulighed for, at et æg fra kvinden kan blive befrugtet med en sædcelle fra manden.

Sædcellerne svømmer op gennem skeden, gennem livmoderhalsen op i livmoderen og videre op gennem æggelederne. Befrugtningen sker oftest yderst i en af kvindens æggeledere. Derefter vandrer det befrugtede æg ned i livmoderen og sætter sig fast. I livmoderen vokser og udvikles fostret sammen med moderkagen. Ni måneder efter sidste menstruation (ca. 8½ måned efter befrugtningen) er barnet klar til at blive født.

Hvad kræves der for at blive gravid?

Teknisk set kræver det kun én enkelt velfungerende sædcelle, som kommer ind og smelter sammen med ægget. I en sædafgang er der ca. 350 millioner sædceller, så selvom en del sæd normalt løber ud af kvinden efter samlejet, vil der være mange sædceller, som fortsætter op i kvinden. Dine chancer for graviditet bliver derfor ikke mindre, selvom der løber sæd ud efter samleje.

Præsperm, som dannes i forbindelse med, at penis bliver stiv, kan godt indeholde levedygtige sædceller. Kvinden kan derfor godt blive gravid, selvom manden trækker sig ud af kvindens skede lige inden udløsningen, hvilket kaldes afbrudt samleje. Da der er færre sædceller med i kapløbet, er muligheden for graviditet dog noget mindre end ved fuldbyrdet samleje.

Ægløsning og befrugtningstidspunkt

Tidspunktet for, hvornår en kvinde kan blive befrugtet, er bestemt af, hvornår hun har ægløsning. Ved ægløsning løsner et modnet æg sig fra æggestokken og bevæger sig ned gennem æggelederen mod livmoderen. Hvis en kvinde kender sin menstruationscyklus, kan hun nogenlunde beregne tidspunktet for ægløsning.

Den gennemsnitlige menstruationscyklus for kvinder er 28 dage. Den kan variere fra 21 til 35 dage. Hos teenagere kan cyklussen vare endnu længere eller være meget uregelmæssig.

Ægget kan overleve ca. 24 timer, før det ikke længere er frugtbart. Sædcellerne kan overleve 2–5 dage. Derfor er der størst mulighed for graviditet, hvis samlejet sker i tiden fra fem dage før ægløsning og indtil dagen efter.

Beregning af ægløsning

For at beregne din ægløsning skal du regne baglæns. Der går næsten altid 14 dage fra ægløsningstidspunktet til næste menstruation (blødningens første dag). Har du en regelmæssig cyklus, kan du regne dig frem til en sandsynlig dato for ægløsning i din næste cyklus. Ægløsningen påvirkes dog af mange ting, som stress, helbred og hormoner. Den kan altså svinge fra måned til måned, og man kan derfor aldrig være helt sikker på beregningerne.

Der findes flere metoder til nærmere at fastslå ægløsningstidspunktet. Du kan blandt andet købe en test på apoteket, udføre daglige målinger af din morgentemperatur eller kigge på dit udflåd. Jeg beskriver ikke her disse metoder nærmere, men du kan lede videre på nettet.

Simple ting for at fremme graviditet

Omkring tidspunktet for ægløsning er det vigtigt at have samleje ofte og regelmæssigt (2-3 gange om ugen). Nogle fertilitetslæger mener, det er fint at vente 2-3 dage mellem hvert samleje, så der er rigeligt med friske sædceller. De fleste mænd kan dog godt levere en portion gode sædceller dagligt. Selv en lille mængde sæd kan sagtens indeholde levedygtige sædceller, som kan befrugte et æg.

I kan også fremme muligheden for graviditet ved at have en normal vægt, leve sundt og undgå røg, alkohol, kaffe og medicin.

Ved ubeskyttet og regelmæssigt samleje (2-3 gange om ugen) bliver ni ud af ti par gravide indenfor et år. Hvis det fortsat ikke lykkes for jer, kan I kontakte jeres læge for at blive undersøgt nærmere. I kan læse mere i artiklen Når det ikke lykkes at blive gravid.

Chance for graviditet efter ophør med p-piller

Når du holder op med at bruge p-piller, kan du blive gravid! Efter du stopper med p-piller, kan din ægløsning godt være ret uregelmæssig, men de fleste kvinder får regelmæssig ægløsning indenfor et par måneder. For nogle kvinder kan der gå op til et år efter, de er holdt op med p-piller, før kroppens naturlige cyklus har etableret sig, og ægløsningen er blevet regelmæssig. Det kan derfor være svært at regne ud, hvornår der er ægløsning og på hvilket tidspunkt, der er størst mulighed for at blive gravid.


Signe Engholt Andersen

Skrevet af:

Signe Engholt Andersen

læge

adamogeva.dk

Annoncer