Ægløsningen sker midt i kvindens menstruationscyklus. Her løsner et modnet æg sig fra en af æggestokkene og bevæger sig ned gennem den tilhørende æggeleder mod livmoderen. På vej til livmoderen kan ægget blive befrugtet og blive i livmoderen, eller det kommer ud sammen med menstruationen.
Nogle kvinder oplever en let smerte under ægløsningen.
I dagene omkring ægløsningen (fra ca. 10. til 18. dag efter menstruationen begyndte) har kvinden størst mulighed for at blive gravid. Den enkelte kvindes cyklus kan variere, da ægløsningen bliver påvirket af mange ting som stress, helbred og hormoner.
Nogle bruger de sikre perioder – dvs. samleje udenfor ægløsningstidspunktet – som præventionsform, men det er ikke nogen særlig sikker metode, hvis man vil undgå at blive gravid.