Skal jeg bare skrive til hende igen?

Vis spørgsmål

Hej AdamogEva.

Jeg havde på et tidspunkt en pige, jeg skrev lidt med og inviterede hende ud. Det kunne hun ikke den dag, jeg foreslog. Så gik der noget tid, før jeg skrev igen og spurgte, om hun ville med ud at spise, så vi kunne lære hinanden at kende. Da var hun så flyttet til en anden by, og hun skrev, hun så en anden, men jeg ved ikke, om hun ser ham mere, eller om det var en måde at sige, at hun ikke var interesseret i mig?

Vi har ikke skrevet sammen i et lille års tid. Vi er dog venner på facebook. Skal jeg skrive til hende igen? Jeg ved, hun snart har fødselsdag og ser det som en god grund til at ønske hende tillykke og spørge ind til, hvordan det går.

Har I nogle forslag til, hvad jeg kunne skrive til hende, udover tillykke? Jeg kan godt lide hende og tænker stor set på hende hverdag. Jeg er den generte type, som sådan set ikke tør at skrive til piger. Og når jeg gør, er det, som om noget af mig fortryder det, og resten synes det var rart, at jeg turde.

Hilsen ham, 23 år

SVAR:

Hej!

Hvor er det dejligt, at du tager initiativ til at skrive til os! Det er ofte svært at være genert, når det handler om kærlighed og forelskelse, så jeg vil gerne rose dig for dit mod til at skrive herind med dine tanker!

Gensidige følelser

Det er altid svært at vide, om følelser er gengældt. Der kan være mange årsager til, at det dengang ikke lige blev jer to. Muligvis var hun ikke vild med dig, eller også var det bare timingen, som ikke helt faldt på plads. Om hun var interesseret i dig på det pågældende tidspunkt eller ej, er svært at svare på. Men det er dog helt sikkert ikke en grund til ikke at forsøge nu!

Spring ud i det

Mit råd til dig vil helt sikkert være at springe ud i det: Skriv til hende! Hvad er det værste, der kan ske? Hvis hun ikke er vild med dig og kun ser et venskab fremover, så har du i det mindste fået klarhed over jeres forhold, og du kan komme videre og få en ny kærlighed i fremtiden. Hvis hun føler det samme for dig eller er frisk på at give det et forsøg, så er det jo bare vildt fedt. Så jeg synes helt sikkert, du skal kontakte hende, og som du selv skriver, er hendes fødselsdag en oplagt mulighed.

Konkrete tips

Når du skriver til hende er det vigtigt, at ordene kommer fra dig – fra dit hjerte. Forstået på den måde, at du skal være dig selv og hvile i den, du er som person, Formuler ordene, som de falder dig ind. Spørg til, hvordan det går, hvad hun får tiden til at gå med, og hvis der er anledning til det, så forsøg efter et par beskeder at stille nogle lidt dybere spørgsmål. Læg gerne ud med, at du selv fortæller nogle lidt dybere ting, end hvad man blot taler om, hvis man hurtigt møder en bekendt på gaden. At du selv begynder med at fortælle, giver hende en tillid til dig, som kan hjælpe dig videre i jeres samtale. Det viser, at du er åben, interesseret og gerne vil investere noget af dig selv i hende.

Når I har skrevet lidt frem og tilbage, får du måske en idé om, hvad hun tænker om dig, men hvis ikke, så spørg hende. Det kan være, hun også er genert eller måske ikke vil såre dig og derfor ikke er direkte overfor dig.

Du kan måske få noget ud af at læse et svar, der netop omhandler det at være genert og forelsket på samme tid, og hvordan man takler sådan en situation: Genert og akavet over for hende, jeg er forelsket i …

Forelskelse og følelser

Forelskelse og følelser er både fantastisk og forvirrende på samme tid! At finde den rigtige tager tid, og det er ikke altid den man først troede var den eneste ene, som rent faktisk ender med at være det. Derfor er forelskelse og specielt kærestetiden vigtig, fordi det er her, man finder ud af, om man i virkeligheden er de rigtige for hinanden.

Jeres forhold til hinanden er stadig meget nyt, og det er derfor naturligt svært at vide, hvad eller om det udvikler sig til noget mere. Det vil tiden vise. Uanset hvordan jeres historie ender, kan du læse mere om at finde den rette i vores tema At finde den rigtige.

Jeg håber, du kan bruge mit svar, og så håber jeg, at du finder kærligheden en dag!

Med venlig hilsen
Johanna

Annoncer