Kan man gøre noget ved bumser på penis?

Vis spørgsmål

Hej

Jeg er en dreng på 16 år. Jeg har lige pt. en stor rød knop ude på siden af min forhud på penis, som i nat er sprunget og nu væsker. Der er nu et hul i midten af bumsen, og jeg kan se den hvide betændelse indeni.

Jeg ikke sikker på, hvad det er helt præcist, og om det er farligt. Jeg har haft sådan en knop før, den gik væk efter 2-3 uger, men den her ser bare meget voldsom ud. Og så kan det heller ikke være rigtigt, jeg skal blive ved med at have nogle udbrud sådan en gang imellem.

Håber meget du kan hjælpe.

Kh P

SVAR:

Hej P

Jeg kan forstå, du er plaget af det, du kalder bumser. De sidder på din penis. Du har haft en før og har nu igen en stor en. Denne gang synes du, det er værre. Du spørger derfor, om det kan være rigtigt, du skal være plaget af sådanne bumser.

Forståelse

Bumser er for mange en helt naturlig del af det at blive teenager. Jeg var selv enormt plaget for 10 år siden, og det påvirkede mig i høj grad. Jeg var ked af, hvordan jeg så ud. Jeg har derfor fuld forståelse for, du synes situation er plagsom og træls. For mig gik det over af sig selv. Uanset hvor bumser sidder, er de fuldstændigt ufarlige. De går i sig selv, hvis man sørger for at holde dem rene.

Hvad kan du gøre?

Hvis du kun har enkelte bumser, og de forsvinder uden de store problemer, så gør man ikke andet ved dem end at rådgive om hygiejne. Sørg for at gå regelmæssigt i bad, vask dig og skift undertøj. Brug meget gerne en mild/intim sæbe. Det kan være, du allerede følger dette råd. Og så er der desværre ikke meget andet at gøre.

Hvis dine tilfælde forværres eller bliver hyppigere, kan du gå til din egen læge og lade ham kigge på det. Lægen kan tage stilling til eventuel behandling. Når du er 16 år, behøver du ikke at have far eller mor med til lægen.

Vær opmærksom på

Hvis du er seksuelt aktiv og har dyrket ubeskyttet sex, så kan det være en kønssygdom. Det er svært for mig at udelukke det ud fra din beskrivelse. Jeg tror, det er en bums, men jeg er ikke sikker. Hvis du altså har haft ubeskyttet sex, så bør du gå til lægen og få ham til at udelukke kønssygdom. Mest oplagt her er herpes.

Konklusion

Jeg tror, du har en bums på penis. Det er ubehageligt men fuldstændig ufarligt. Den eneste umiddelbare behandling er god hygiejne. Hvis du er utryg ved situation, situationen forværres, eller du har haft ubeskyttet sex, skal du søge læge. Når du er 16 år, behøver du ikke tage far eller mor med.

Jeg håber, det er svar på de spørgsmål, du søgte svar på. Hvis mit svar ikke er fyldestgørende, eller der dukker nye eller andre spørgsmål op, er du meget velkommen til at kontakte os igen.

Mvh Jonas

Annoncer