Kan I oplyse om klitorisorgasme vs. skedeorgasme?

Vis spørgsmål

Jeg er en pige på 22 år, som har fundet mig en rigtig dejlig og sød partner, som er helt fantastisk til at yde den omsorg, kærtegn, tålmodighed, jeg har brug for under sex, og vi er meget fokuserede på teknikken, når vi har sex. Han har desuden også hjulpet mig til at udvikle mine erfaringer, så jeg føler mig tryg hos ham, og jeg kan slippe kontrollen.

Han kan tænde mig meget voldsomt uden faktisk at berøre min klitoris, så der kun går få minutter, før jeg får en klitorisorgasme, når han så kærtegner den.

Men (som det jo er normalt) er jeg ret overfølsom, når jeg har fået en klitorisorgasme, og skal derfor have en pause efter. Men hvis vi strækker den til lige inden, jeg får orgasme, så er min følelse i skeden under samlejet meget forstærket.

Jeg er dog forundret over, at jeg får en slags “mini-orgasmer” i skeden, som varer 5-10 sekunder, og som kan komme flere gange med få minutters mellemrum under sex. Denne følelse kan også komme i længere tid, hvor den er vedvarende, hvor længe ved jeg ikke helt, men måske et minuts tid. Disse er dog ikke ligeså stærke som en klitorisorgasme, og jeg føler mig aldrig sådan helt udkørt bagefter, men føler bare, jeg kan blive ved og ved med de små orgasmer.

Så mine spørgsmål er:

Kan det passe, at en skedeorgasme for nogle ikke er lige så kraftig som en klitorisorgasme?

Hvilke slags orgasmer kan man egentlig få?

Hvad skal jeg gøre for at få “den helt store voldsomme bølge”, og hvilken slags orgasme kommer det af?

SVAR:

Kære anonyme kvinde

Tak fordi du skriver til AdamogEva.dk. Det er relevante spørgsmål, du stiller, og jeg tror, mange kvinder er optaget af netop disse spørgsmål.

Først vil jeg sige til dig, at det, du oplever teknisk på det seksuelle område, er mere end mange kvinder når på et helt liv. Du har allerede haft erfaring med både klitorisorgasme og de små orgasmer i skeden. Mange kvinder opnår slet ikke at mærke skedeorgasme, som du beskriver det.

Forskelle på orgasmer

Det er helt rigtigt, at mellem de kvinder, der mærker skedeorgasmer, er der mange, der ikke mærker dem lige så kraftige som klitorisorgasmer. De fleste kvinder kan kun få orgasme, hvis klitoris også bliver stimuleret.

Der findes to (tre) slags orgasme, som kvinder kan opleve: Klitorisorgasme, skedeorgasme og sprøjteorgasme.

  • Klitorisorgasme, som du kender, er en sammentrækning af muskulaturen omkring klitoris.
  • Skedeorgasme opstår i den øverste 1/3 del af skeden, hvor der er flest nervebaner til de muskler, der skaber orgasmesammentrækningen. Skedeorgasmen kan opleves, som du ganske rigtigt beskriver, som nogle korte sammentrækninger, der kan blive ved og ved.
  • Sprøjteorgasme er en forlængelse af de to orgasmer og opleves, som om man sprøjter væske. Dvs. kvinden bliver helt våd på samme måde som manden, når han får orgasme.

God sex er mere end teknik

Måske kan du opnå “den helt store voldsomme bølge”, som du spørger til ved at have et langvarigt forhold, hvor I gennem mange år kommer tættere og tættere på hinanden samtidig med, at I “øver” jer på at få bedre orgasme. En forudsætning for, at du kan øve dig, er også, at din mand lærer at holde igen, så han ikke kommer for hurtigt, men kan vente på dig. Jeg kan anbefale jer at læse bogen: Bedre sex – og mere af det af Douglas E Rosenau. Specielt side 262-263 vil du kunne bruge ift. dit spørgsmål.
Se en sexologs anmeldelse af bogen her.
Eller læs anmeldelsen på hjemmesiden Parvis.dk: Bedre sex – og mere af det.

Du kan fortsat opleve udvikling i jeres sexliv

Det er ikke sikkert, du kommer til at opleve større og andre ting på orgasmesiden, end du allerede gør. Til gengæld kan du opleve større samhørighed og kærlighed igennem årene, når den, du har sex med, bliver din livsledsager igennem tykt og tyndt. Glæd dig til store oplevelser, hvor både glædestårer og grineflip vil afløse hinanden af ren fryd over, at netop I er sammen og deler både kærlighed, liv og skøn sex.
Måske kan det give dig/jer inspiration at læse artiklen Vejen til god sex.

Pas godt på hinanden!

Kærlig hilsen fra
Lise Berggren Smidt

Annoncer