Kære K
Mange tak for dit spørgsmål. Jeg kan godt forstå, du har svært ved at stole på folk.
Svigt i en tidlig alder sætter spor
Den oplevelse, du har haft for 10 år siden, da du var 7 år, har sat dybe spor i dig. De to mennesker, som du elskede højest og stolede blindt på, svigtede dig. Der kan være mange grunde til, at folk vælger at blive skilt, men lige nu er det dig, det handler om. Du blev født ind i en familie med mor og far sammen. Du har ikke haft grund til at tro, at det nogensinde skulle blive anderledes. Pludselig vælger de at gå hver til sidst, og den verden og det liv du kender forandres for altid.
Konklusioner fra fortiden kan styre i nutiden
Når vi oplever noget, konkluderer vi og lærer af det til en anden gang.
- Når jeg rører ved kogepladen der er varm, brænder jeg mig.
Konklusion: Varme ting skal man passe på. - Når mor og far lover mig noget, kan jeg regne med det.
Konklusion: Jeg kan stole på mor og far. - En dag skulle de så alligevel skilles. Du havde ikke mulighed for at ændre på denne beslutning.
Konklusion: Jeg kan ikke stole på mor og far. Da det sker, mens du er lille, har konklusionerne det med at blive generelle.
Altså:
Jeg kan ikke stole på voksne eller endnu værre; jeg kan ikke stole på NOGEN.
Det er den konklusion, du skal have bearbejdet. Det vil være oplagt at få arbejdet med hos psykologen. Du har muligheden; der er sat tid af til det. Udnyt muligheden.
Tak fordi du stolede på os
Du valgte at kontakte AdamogEva.dk. Det siger mig, at du stoler på os. Du vovede at fortælle din private historie til os. Du gav os en chance for at vise dig, at man kan stole på andre. Du er på rette vej. Din bearbejdningsproces skal handle om at udelukke flere og flere forhindringer. Lige nu fortæller din hjerne dig ofte, at den og den kan man ikke stole på. Du giver din hjerne ret, for du kan godt huske, hvor forfærdeligt det var, da mor og far svigtede så grusomt.
Dine konklusioner er ikke nødvendigvis sandheden
Fornuften vil gerne beskytte dig fra at opleve et lignende svigt igen, men det der sker er, at den overdriver beskyttelsen, og i stedet skaber flere og flere forhindringer og gør dig mere og mere isoleret. Når du i dag siger, at du ikke kan stole på nogen, er det stadig den gamle historie om, at du ikke kunne stole på mor og far, det handler om. Den er bare vokset sig større og større. Kan du se det?
Alkohol bliver overflødigt
Jeg tror, dit andet problem omkring intimitet og alkohol løser sig i takt med, at du får bearbejdet dine tillidsproblemer.
Når du får tillid til dig selv – altså at du tror på, du kan skelne mellem dem, der virkelig lyver og alle de andre almindelige mennesker – så vil du åbne op for andre. Din generthed, tror jeg, er udviklet af, at du skulle passe så meget på dig selv. Hjernen sagde: “Luk ikke nogen ind, for de svigter bare.”
Der er håb!
Efterhånden som du sammen med psykologen får set og erfaret, at du godt kan stole på andre, tror jeg, du åbner op og bliver den, du i virkeligheden er. En dejlig ung pige, som har brug for nærhed fra andre mennesker. Nærhed i samtaler og også i berøring. Samtidig med at du åbner dig og finder tillid til andre mennesker, finder du ud af, at du ikke har brug for alkohol i forhold til intimiteten.
Du skulle indtil nu bruge alkohol for at slå hjernens forhindringer fra. Den ville hele tiden få dig til at holde dig væk fra andre, men resten af dig længes efter kontakt med andre mennesker. Når du får hjernen til at slappe af, så du gerne må lukke andre ind i dit private liv, skal du ikke bruge alkohol til noget.
Tillid og nærhed kan genopbygges
Du har i mange år undgået andre mennesker mere og mere, og det kan du ikke blive ved med at holde til. Du HAR brug for samtaler med andre, du HAR brug for nærhed og kram, og med tiden har du også brug for mere intimitet. Prøv først at lukke op for tilliden i samtalen, dernæst i berøringen. Du har en masse nærhed, der skal indhentes fra de sidste 10 år, men lad øvelserne i tillidsfulde samtaler komme før sex. Din tillid er ny og skrøbelig og kan let ødelægges, hvis du har sex med én, du ikke har tillid til.
Måske kan du også bruge nogle af artiklerne og svarene i vores tema Når mor og far skilles.
Pas rigtig godt på dig selv og mange tak, fordi du viste os tillid.
Kærlig hilsen
Anja