Han har smerter ved sex uden kondom - kan vi blive gravide med?

Vis spørgsmål

Hej.

Min kæreste og jeg prøver at blive gravide. Vi har dog et problem, idet min kæreste oplever smerter ved samleje uden kondom. Vi har talt om det, og det er noget, han vil gå til lægen med, så snart at vi står med en positiv graviditettest i hånden.

Vores spørgsmål er, om man kan blive gravid ved at lave huller i kondomet? Vi har prøvet med en nål, men det var ikke helt nok. Det eneste, vi kan finde på nettet om det, er piger, der forsøger at "snyde" sig til en graviditet, hvilket bestemt ikke er tilfældet her. Men vi føler os lidt lost.

Hilsen de fortvivlede. 

SVAR:

Hej fortvivlede!

Det kan godt blive svært at blive gravid, hvis I fortsætter med at anvende kondom under samleje.

For det første skal I være sikre på, at der ikke er sæddræbende creme i de kondomer, som I anvender. Hvis I søger på nettet efter kondomer uden sæddræbende creme, burde I kunne finde en forhandler.

Desuden vil jeg anbefale at klippe et lidt større hul, fx klippe den lille "gummihat" af, som er yderst på de fleste kondomer. En nål laver formentlig kun en for lille åbning.

Udsæt ikke lægebesøget

Til sidst vil jeg råde jer til ikke at udsætte lægebesøget pga. smerter ved samleje uden brug af kondom. Hvis der er tale om en tilstand, som kan udbedres, så I ikke behøver bruge kondom længere, øger I jeres chance for at blive gravide ganske betydeligt.

Mvh Boje

Annoncer