Kære kvinde
Tak for din henvendelse.
Sexlyst er forskellig
Du har en mistanke om, at du er “nymfoman”. Denne betegnelse er ikke en egentlig diagnose, men bliver brugt, hvis nogen synes, at nogle kvinder har for stor sexlyst.
Det er meget varieret, hvor stor sexlyst den enkelte har; det væsentlige for dig er, at du oplever, du har et problem.
Alkohol fjerner hæmninger
Du skriver, at du ikke kan styre dig, når du bliver fuld. Det er kendt, at hæmningerne falder, når man er beruset. Derfor er der mange, som kommer til at sige eller gøre ting i fuldskab, som de er kede af bagefter. Du kan derfor overveje, om det er en mulighed at undlade at blive beruset, så det på den måde bliver et mindre problem.
Du kan læse mere om, hvordan alkohol påvirker din krop, følelser og tanker i vores artikler Alkohol – så det rykker og Sex og alkohol.
Trist og utilfreds
Når du er alene, fortæller du, at du har brug for at tilfredsstille dig med vibratoren, men du oplever ikke glæde ved det. Der kan være mange grunde til, at du bliver trist og ked af det. Måske er det netop på grund af tristheden, at du forsøger at hjælpe dig selv med vibratoren.
Mange med ludomani eller andre misbrugsvanskeligheder har en generel oplevelse af en vis tristhed, måske en let depression. Misbruget giver dem et kortvarigt kick, som giver trang til et nyt kick. I forbindelse med behandlingen er det vigtigt at have fokus på, hvad der ellers kan give en større glæde i hverdagen.
Tal med din psykiater
Du fortæller, at du har ADD (bl.a opmærksomhedsvanskeligheder) og taler med en psykiater. En del mennesker, der har ADD, har også tendens til øget tristhed i hverdagen, da mange er meget belastet af de symptomer, som ADD giver. Det betyder blandt andet, at man hele tiden skal bruge mere energi end andre på at koncentrere sig. God behandling kan ofte mindske koncentrationsproblemerne.
Jeg ved ikke, hvad der kan hjælpe dig mest, så din sexlyst – som jo generelt set er en god ting – ikke er et problem for dig. Jeg synes dog, du skal prøve tale om det med din psykiater, som kender dig bedre.
Jeg håber, du må få god hjælp.
Med venlig hilsen
Inge Munk Møller