Kære E!
Det er altid væmmeligt at gå rundt med frygten for at være uønsket gravid, uanset en piges/kvindes situation i øvrigt. Nu hvor du samtidig er ved at komme dig over bruddet med din kæreste, kan jeg godt forstå, det fylder meget. Det er godt at høre, at du har gode venner omkring dig. Brug dem endelig – og nyd al den tid, du kan have med dem lige nu. Det hjælper.
Gravid eller ej
Jeg kan ikke sige helt sikkert, om du er gravid eller ej, men jeg kan sige følgende:
- Hvis I har brugt kondomet korrekt, er der en meget lille sandsynlighed for, at du kan være blevet gravid.
- Det er tidspunktet for din ægløsning, der afgør, om du kan blive gravid. Din ægløsning ligger altid 14 dage FØR din næste menstruation. Dvs. at hvis du har en regelmæssig cyklus på 28 dage, så kommer ægløsningen præcis mellem to menstruationer. Hvis du har en kortere eller længere cyklus er det anderledes. Hvis du f.eks. har en cyklus på 35 dage, vil din ægløsning altid komme 21 dage EFTER din sidste menstruation. Hvis du har en regelmæssig cyklus og kan huske tidspunktet for din sidste menstruation, kan du således tælle dig frem til, om du har haft ægløsning omkring den 9. april, hvor I havde samleje. Hvis du ikke har haft ægløsning et par dage før eller efter, kan du ikke være gravid.
- Dine veninder har ret i, at din bekymring og det, at du er ked af det, i sig selv kan udskyde din menstruation.
Graviditetstest
En graviditetstest kan, som du skriver, gøre dig helt sikker. Den behøver nu ikke koste 100 kr. I de fleste supermarkeder eller Matas kan du købe en pakke med to tests til 30-40 kr. Hvis du ikke har pengene til det, kan du ringe til din læge og bede om at få en tid. Han/hun laver testen gratis for dig – og din læge har tavshedspligt, så selvom dine forældre har den samme læge, får de ikke noget at vide om, at du har været der for at blive testet.
Kend din cyklus
Måske har du slet ikke en regelmæssig cyklus, og det er derfor, du nu går og er nervøs? Uanset om din cyklus er regelmæssig eller uregelmæssig, er det en god ide, at du HVER GANG du har mens. noterer dagene i din kalender – fx med et lille kryds de dage, du bløder. Det gør det nemmere for dig i en situation som denne, men også ift. en lang række sygdomme og andre ting, som du kan hænde at skullle undersøges for senere i dit liv, er det en god ide, at du kender din menstruationscyklus.
Hvis du søger på "gravid" her på vores side, kan du finde mange lignende svar til piger/kvinder i samme situation som dig.
Håber svaret har hjulpet dig.
vh Ida Rom