Hvem er faderen?

Vis spørgsmål

Jeg er nu gået over tid i min mens, og er i tvivl hvem faderen er. Er det nr 1 den 4. september, nr 2 den 14 september med afbrudt samleje, eller nr 3 den 20 og 21 september?

Jeg har sidst haft mens den 26 august (cyklus ca. 29 dage).

 

Anna, 23 år


SVAR:

Kære Anna

Jeg kan godt forstå, hvis du har hovedet fuld af tanker lige nu og bekymrer dig om, hvem faderen til dit barn er. For sikke et dilemma du står i. Det har stor betydning for dig og indtil det er afklaret, kan verden både synes usikker og nærmest uoverkommelig.

Ikke noget sikkert svar

Du spørger om noget, som jeg desværre ikke kan give dig et særligt sikkert svar på. Du har haft 'usikker' sex med tre forskellige fyre i menstruationscyklussen op til, at du finder ud af, at du er gravid. I bund og grund ville alle tre fyre kunne være faderen til dit barn. Der er dog nogle, som er mere sandsynlige end andre.

Din sidste menstruation var d. 26 august. (Var det første eller sidste dag i mens? Her antager jeg, at det var din første dag, da det er fra denne dag, man nemmest kan udregne den mest sandsynlige dag for ægløsningen.) Med en cyklus på 29 dage vil det betyde, at du sandsynligvis har haft din ægløsning d. 9-11. september. Dog kan den både have været lidt før og lidt senere alt efter, om du denne måned har haft en uregelmæssig cyklus.

  • HVIS din cyklus har været regelmæssig, og du derfor har haft ægløsning d. 9 september, er det mest sandsynlige, at det er nr. 1 d. 4. september, som er faderen. Hvorfor, nu hvor du ikke havde sex den dato?: Fyrens sæd kan overleve oppe i kvinden i op til 5-6 døgn efter samleje, for så at befrugte ægget ved ægløsning. Men ægget kan kun befrugtes i op til 24 timer efter ægløsning.
  • HVIS din cyklus er lidt længere end normalt, vil det betyde, at din ægløsning også finder sted på et senere tidspunkt. I det tilfælde er det mest sandsynlig at fyr nr. 2 d. 14. september er faderen til dit barn.

Jeg vil faktisk anbefale dig, at læse dette svar på et lignende spørgsmål:

Meget bekymret, hvem er faderen til mit barn?

Her forklares mange af omstændigheder omkring det at blive gravid, og hvordan man kan blive mere sikker i sin sag. På den måde behøver jeg ikke gentage Amalies gode forklaring på tingene.

Et meget tidligt spørgsmål

Når jeg læser dit spørgsmål, er der én ting, som slår mig meget tydelig. Hvis du havde din sidste menstruation d. 26. august, så er du i skrivende stund kun gået ganske få dage over tid. Kunne det være, at du faktisk slet ikke er gravid? Har du taget en graviditetstest? Hvis du ikke allerede har gjort det, vil jeg anbefale dig at løbe ned i nærmeste dagligvarebutik og købe en test, så du kan få sikkerhed.

Pas på dit sexliv

Du er 23 år og en voksen kvinde, og det ville ikke være rigtigt gjort af mig at fortælle dig, hvordan du skal eller bør opføre dig. Alligevel tror jeg pga. dit meget tidlige spørgsmål, at du selv synes, at den sidste måneds handlinger ikke har været så smarte.

Derfor vil jeg opfordre til at overveje flere forskellige ting:

  • Hvad nu?
  • Ønsker du fremover blot at forsætte som nu og have adskillige seksuelle partnere uden beskyttelse?
  • Ønsker du at ændre tingene, så du har færre seksuelle partnere?
  • Eller så du beskytter dig med de partnere, du har? Dels i forhold til graviditet, men også i forhold til kønssygdomme, hvor det jo kun er kondom, der beskytter.

Jeg kunne selvfølgelig have tilføjet mange flere spørgsmål, som du bør overveje, men i bund og grund håber jeg, at du vil overveje, hvilke værdier du vil lade være gældende i dit liv. Du har ansvar for dit eget liv, og nogle gange har man behov for at træde et par skridt tilbage og genoverveje, om man er på rette vej. Hvis du har en sød og dejlig veninde, som er bedre til at lytte end til at give gode råd, vil jeg anbefale dig at tale med hende. Forinden kunne du lige læse et par af vores artikler på hjemmesiden omkring sex og samliv. Jeg tror, at flere af dem vil kunne give dig inspiration til dine overvejelser.

Her er et par forslag:

Vejen til god sex

Værd at vente på

Jeg vil ønske dig alt godt fremover både i forhold til en eventuel graviditet og dine overvejelser.

Hilsen Birthe Marie Rasmussen, jordemoder 


Birthe Marie Rasmussen

Skrevet af:

Birthe Marie Rasmussen

Jordemoder, kandidat i folkesundhed

adamogeva.dk

Annoncer