Kære W
Tak for dit spørgsmål.
Frustrerende forelskelse
Der er næsten ikke noget så frustrerende som at gå med følelser for nogen, som man ikke ved, om gengælder følelserne.
Det er jo dejligt at være forelsket i nogen eller bare at tænke rare tanker om hende, men ... Det er bare så hårdt med alle de tanker, der kan flyve gennem ens hoved, når man er i tvivl om hendes følelser.
Du kender selv svaret
Du har sat mig i en sjov situation, for jeg synes egentlig, du selv har svaret på dit spørgsmål. Kort sagt: Ja, du skal snakke med hende om, hvordan du har det, og hvordan hun har det. Jo mere præcist og tydeligt, des bedre. Der er virkelig ikke nogen måde at lære en persons tanker og følelser at kende, som tilnærmelsesvist kan konkurrere med at snakke med vedkommende.
Så løsningen er egentlig ret ligetil ...
Svært og godt at være sårbar
Men løsningen er også super svær! For der er virkelig næsten ikke noget så nervepirrende som at sige til en pige, at man har følelser for hende. Det er, som om man åbner op direkte ind til sit hjerte, og så må man bare vente og se, om hun sårer det, eller om hun styrker det.
Dét er svært. Altså, at turde være sårbar på den måde. Man kommer til at blive såret mange gange i løbet af sit liv.
Men man kommer også til at finde glæde mange gange. Man kommer til at forstå andre mennesker og selv føle sig forstået. Man kommer til at få venner og andre gode relationer, og man kommer til at miste venner og andre relationer.
Ud på de tynde grene
Det er simpelthen sådan, vores verden er skruet sammen. Vi må træde ud på de tynde grene. Vi ved ikke på forhånd, hvordan det kommer til at gå, men vi er nødt til at træde derud for at se, om grenene brister eller bærer.
Få jer en god snak. Vær ærlig, vær åben, lyt. Bagefter ved du, hvordan det gik. Det kan man aldrig tænke eller bekymre sig frem til.
Mvh. Benny