Hiv er en infektion, som skyldes Human Immunodeficiency Virus. Virusset kan overføres ved seksuel kontakt. Uden behandling udvikler hiv sig til tilstanden Aquired Immunodeficiency Syndrome (aids), som er en tilstand, hvor man har alvorligt svækket immunforsvar, der fører til voldsomme infektioner eller i nogle tilfælde kræftsvulster. Med den rigtige behandling kan smitte med hiv opfattes som en kronisk infektion, som man kan leve med i mange år.
I Danmark opdages ca. 250 nye tilfælde af hiv om året. Ca. 3/4 af de nye tilfælde er hos mænd, og en stor del af disse er mænd, som har sex med mænd. Der er ca. 6.400 mennesker i Danmark, som lever med hiv. På verdensplan lever 35,3 mio. med hiv; de fleste i Afrika syd for Sahara.
Kan smitte via blod, sæd og væske fra skeden. Man kan smittes ved samleje, analsex og oralsex. Man er mest smitsom de første tre måneder, efter man selv er blevet smittet, og når sygdommen udvikler sig til aids.
Kondom giver god beskyttelse mod smitte med hiv.
I den akutte fase har kun ca. 30% tydelige symptomer i form af feber, halssmerter, mundsår, lymfeknudesvulst, led- og muskelsmerter og udslæt. Jo mere immunsystemet bliver svækket, jo flere alvorlige infektioner opstår der.
Behandling af hiv foregår på specialafdelinger på sygehuse. Det er meget vigtigt, du informerer om smitte til den eller dem, du har eller har haft sex med, så de kan blive undersøgt.
Boje Kvorning Ehmsen, læge