Glemt p-pille i uge 1 og samleje uden kondom – kan jeg være gravid?

Vis spørgsmål

Hej

Jeg er en pige på 18 år, som er meget nervøs ... I mandags startede jeg igen på mine p-piller; jeg tager altid mine p-piller hver morgen. Onsdag morgen opdager jeg, at jeg har glemt min p-pille fra om tirsdagen; der er derfor gået mere end 36 timer siden sidste pille i uge 1. Jeg læser indlægssedlen og tager den glemte pille + en til, altså to på samme tid, onsdag morgen.

Min kæreste og jeg havde sex tirsdag aften, så jeg var derfor meget nervøs for, om jeg kunne være blevet gravid. Jeg læser i indlægssedlen, at jeg de næste 7 dage ikke kan være sikker på at være beskyttet og derfor skal bruge anden prævention, fx kondom. Jeg snakker med min kæreste, som er meget forstående og støttende omkring det. Da vi ses igen onsdag eftermiddag bruger vi kondom, men det fungerer ikke for ham, da kondomet var ret tykt, og han ingenting kunne mærke, og hans penis dermed begyndte at blive slap. Han blev vildt nedtrykt, og jeg sagde, at det skulle han ikke tænke på. Derefter snakkede vi, og vi tænkte, at hvis han bare trak sig ud, inden han kom, ville der jo ikke ske noget.

Men idag er det søndag, og igår snakkede vi igen om det, og jeg blev vildt nervøs, da ingen af os havde tænkt på, at der selvfølgelig kan være kommet præsprem. Vi har dyrket sex 5-7 gange siden tirsdag; alle gange har han trukket sig ud, inden han kom. Efter at vi kom i tanke om præsperm, har vi ikke dyrket sex.

Men jeg vil spørge: Tror du, jeg kan være gravid?

Kærlig hilsen en meget nervøs pige, som synes, ventetiden til en graviditetstest virker er lang ... 


SVAR:

Kære nervøse pige på 18 år

Der er selvfølgelig en mulighed for graviditet, når p-pillerne ikke tages efter anvisningerne. Og når din kæreste ikke vil/kan bruge kondom, er det formentlig en risiko, I er blevet enige om at tage. Jeg ved, du gerne vil have et klart svar, da det er en stor bekymring for dig, men det er ikke muligt for mig at sige, om du er gravid eller ej. Også selvom jeg tror, sandsynligheden er lille.

Betænkningstid

Indtil du kan tage en graviditetstest (eller får menstruation), synes jeg, du og din kæreste skal tale sammen om, hvad I vil gøre, hvis du er gravid. Det er også et vigtigt emne at forholde sig til, når I har valgt at dele sex og derfor har mulighed for at skabe et barn. I artiklen Uønsket gravid – hvad gør du? kan I finde ideer til jeres snak om det.

Det lyder, som om I er gode til at snakke om tingene. Hvis I gerne vil bruge tiden sammen på at udbygge jeres kæresteforhold, kan I måske få noget ud af at læse artiklerne
Sådan kan I få et bedre kæresteforhold
Vejen til god sex
Værd at vente på

Det kan også være rart at dele din bekymring med en nær veninde, mor eller storesøster. Måske har de nogle erfaringer, du kan bruge. Ventetiden kan virke lang, når der er noget af stor betydning, man går og venter svar på, så prøv at lave nogle ting, som kan aflede dig.

Næste gang

Jeg vil til sidst foreslå, at I prøver at finde en anden slags kondom, som er lidt tyndere, hvis nu det igen skulle glippe med pillerne. Det sker for de fleste, så I kan lige så godt være forberedt. Der er mange muligheder for at skaffe forskellige kondomer fx på nettet.

Jeg håber det bedste for dig.

Mvh
Karen Klitlund Børty


Karen Klitlund Børty

Skrevet af:

Karen Klitlund Børty

Jordemoder

adamogeva.dk

Annoncer