15 år og pornoafhængig. Hvad skal jeg gøre?

Vis spørgsmål

Hej Adamogeva

Jeg er afhængig af porno. Det er mit andet år nu. Jeg begyndte, da jeg gik i 7. klasse og nu går jeg i 9. Eller ikke helt; jeg så også porno, da jeg var yngre, men det var ikke et “misbrug”, da jeg ikke var afhængig på nogen måder. Første gang, jeg så porno, var nok omkring 4. klasse.

Jeg kan simpelthen ikke stoppe. Det er, som om min hjerne belønner mig hver gang, jeg ser porno. Det er også den store grund til, at jeg ikke kan stoppe.

Det er ikke en mulighed at få en ven til at hjælpe, da de også er i et “misbrug”, hvis man kan sige det sådan, men de ønsker ikke at stoppe.
Jeg har prøvet med et pornofilter, men det er simpelthen for let at slå fra. Så det virker heller ikke på mig.

Jeg er kommet frem til, at hvis jeg skal stoppe, så skal jeg belønne mig selv for at lade være med at se porno, men hvordan gør man så bare lige det?

Jeg har ikke lyst til at tale med en voksen om det, da jeg synes, det er et tabu for mig at se porno. Hvad skal jeg gøre?

Jeg håber på jeres hjælp, da jeg er ved at være godt træt af problemet.

Den 15-årige


SVAR:

Hej

Som så mange andre drenge i puberteten er du gledet ind i afhængighed af porno. Jeg kan godt forstå, du er træt af det, for det er virkelig en dum ting at fylde sig med.

Start med at se de positive ting

Jeg vil gerne begynde med at give dig credit for to ting. Du er opmærksom på problemet og ser det som et problem. Det er det slet ikke alle, der gør. Det oplever du også selv, når du snakker med dine venner. De ønsker ikke at stoppe – for de ser ikke noget problem i det. Men du kan se det skadelige i det. Det er forudsætningen for at kunne gøre noget ved det!
Det andet, du skal have credit for, er, at du har prøvet at analysere dit forhold til porno: Hvad er det, du får ud af det, og hvordan kan du eventuelt forsvare dig mod det? Det er næste skridt i frigørelsen.
Så: Godt gået, at du er nået så langt!

Kampen er hård – du kan opleve sejr

Som så mange andre oplever du, at det er uhyggeligt svært at stoppe. Porno er stærkt vanedannende. Som du selv beskriver det: Du får en belønning, når du bruger det. Du får noget, du nyder. Sådan er det altid med fristelser: De er fristende. Der er en god oplevelse ved dem, ellers var de ikke fristende. Men alligevel kan vi ofte modstå fristelser, fordi der er andre stemmer i os, der taler os til fornuft. Hvorfor er det så svært at tale netop trangen til porno til fornuft? Jeg tror, det er, fordi det seksuelle er en af de dybeste og stærkeste kræfter i os.
Det er altså en stærk modstander, du er oppe at slås imod. Der er blevet brugt et hav af forskellige metoder i denne kamp. Nogle hjælper for den ene person, andre hjælper for den anden. Ofte oplever man, at der kommer tilbagefald, så man skal begynde kampen på ny. Ligesom at blive slået hjem i Ludo. Men det at have oplevet en periode med sejr, gør det nemmere at turde begynde kampen igen med et håb om sejr.

Metoder

Du tænker på at belønne dig selv for at lade være med at se porno. God idé. Belønningen vil vel altid være en god samvittighed. Og det er en rigtig dejlig ting. Der ud over kan du måske give dig selv en god oplevelse ved at se noget andet end porno. Jeg ved ikke, om du er til serier, sjove YouTubes eller hvad det nu er. Men det er ofte en effektiv metode at koncentrere sig om noget andet, når man har lyst til porno. Bare at sætte sig og se lysten i øjnene, er ikke så godt.
Det, du giver opmærksomhed, giver du magt. Så det er bedst at prøve at undgå direkte kamp ved i stedet at foretage dig noget andet, der også giver dig en belønning. Det kunne være en sport, hvor du anstrenger dig. Det giver belønning i form af et adrenalin-kick. Tid med vennerne giver belønning i form af sjove og gode timer. En tredje mulighed er, at du forsøger at lære noget nyt: en ny sportsgren, at spille et instrument, spille skak eller noget andet, du gerne vil være god til – det giver belønning, hvis du gennem længere tids træning lykkes med det, du gerne vil.

Samtidig er det vigtigt, at du en gang imellem, når du IKKE er tændt, tænker det hele fornuftigt igennem og minder dig selv om alle de gode grunde til ikke at få dit sexliv forvrænget af porno. Så du hele tiden i baghovedet har den overbevisning, at porno dybest set er noget lort. Velsmagende lort, ja – men lort.

Medspillere

Jeg forstår godt, det kan være svært at tale med en voksen. Men måske alligevel … Eller måske kender du en ung, der er 2-4 år ældre end dig, du kunne snakke med? Det er ofte en rigtig stor hjælp.
Hvis du kender Gud, er det også en rigtig god ting at bede til ham og at få andre til at bede ham hjælpe dig. Det får ikke altid pornotrangen til at forsvinde ved et trylleslag, men det giver noget virkelig god hjælp i kampen. Det er også godt at læse, hvad andre mener og har erfaret. Her er nogle gode forslag:
Sådan undgår du porno på nettet
Porno ødelægger mit liv – hvad gør jeg?
og meget mere i vores tema Porno.

Jeg vil ønske dig alt godt i denne hårde og vigtige kamp!

Sprint


Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:

Sprint Aagaard Korsholm

undervisningskonsulent, præst

adamogeva.dk

Annoncer