Hvad nu, hvis jeg ikke passer til mit køn?

Køn er svært – og vigtigt!

De seneste års samfundsdebat har lært os, at så simpelt er det alligevel ikke. Der er faktisk nogle, der fødes med et køn, som ikke umiddelbart passer i én af de to kategorier. Vi kalder dem “androgyne”, fordi de bærer træk fra begge køn. Det har været en vigtig nuance at trække frem, at der reelt er nogle mennesker, der ikke passer i de klassiske kategorier. Vores forståelse af mennesket er blevet mere nuanceret og kompleks, og jeg tror, det er godt.

Samtidig er det oplagt at huske hinanden på, at langt de fleste mennesker fødes som enten pige eller dreng, og at det ikke er et spørgsmål om religion, overbevisning eller ideologi, men at det er et biologisk faktum. Genetisk er der næsten aldrig tvivl, for man kan se på det enkelte menneskes DNA, om det er en dreng eller pige (XX-kromosomer for piger, XY-kromosomer for drenge). Anatomisk er vi ofte heller ikke i tvivl, da kønsorganerne som regel angiver kønnet uden vanskeligheder.

Naturens udgangspunkt

Psykologisk og socialt kan der være mange udfordringer, men det gemmer vi lige lidt endnu. Det er nemlig vigtigt, vi fastholder, at der er nogle ting, som ikke er menneskeskabte eller “konstruerede”, som man ønsker at omtale det. Nogle ting eksisterer, fordi sådan er det bare.

Hvis jeg går ud på motorvejen og stiller mig foran en lastbil, der kører med 100 km/t, så dør jeg højst sandsynligt, uanset om jeg forestiller mig, at jeg kan stoppe lastbilen med hænderne. Det skyldes objektive forhold som vægt, masse, hastighed osv., som ikke ændrer sig efter, hvad jeg forestiller mig. Eller for at blive ved denne artikels emne: Hvis jeg har ubeskyttet samleje med min hustru, så er der en reel chance for, at hun bliver gravid, fordi sådan fungerer naturen nu engang. Hun er kvinde, jeg er mand, og sammen kan vi skabe børn.

Mennesket er skabt som mand og som kvinde. Det ses genetisk og anatomisk (fysisk). Det kan også spores i hjernen, i produktionen af hormoner, i muskelmasse, i produktion af sædceller og ægceller osv. Langt de fleste mennesker har det godt med det køn, de fødes med, og det skal man bare glæde sig over. At vi i disse år taler meget om de få, der finder deres køn udfordrende, skal ikke fratage de flestes ret til at glæde sig over deres køn.

At føle sig i det forkerte køn

Men at man kender sit køn, er ikke hele sagen. Man kan jo føle, at ens køn er forkert. At man egentlig burde tilhøre det modsatte køn. Det kan være enormt smertefuldt og har faktisk sin egen betegnelse, nemlig “kønsdysfori”.

Nogle føler, at de ikke hører hjemme i deres egen krop, fordi deres følelser eller personlighed ikke matcher deres køn. Andre kan føle, at deres personlige karaktertræk har flere lighedstræk med deres opfattelse af det modsatte køn, og det skaber en længsel efter at tilhøre det modsatte køn. En tredje kan være så utilfreds med sin krop, at man får lyst til at lave den om. En fjerde oplever måske at have følelser for en af sit eget køn, og hvis man så bare tilhørte det andet køn, var det lettere at tackle forelskelsen. Og der findes endnu flere varianter.

“Rigtige” drenge og piger

Noget af det hænger sammen med, at vores samfund har skabt en række simple stereotyper for, hvordan man er henholdsvis dreng og pige. Det handler om såvel tøj, sprog, væremåde, interesser og udtryksformer som fremtidsdrømme. I den karikatur er der nogle ting, der er “pigede”, mens andre er “drengede”. Problemet med den slags forsimplinger er, at mennesker er langt mere komplekse, og vi derfor varierer langt mere, end normerne foreskriver.

Som tommelfingerregel kan vi sige, at der ikke er nogen følelser eller måder at være på, som skulle være “rigtigt feminine” eller “rigtigt maskuline”. Der er også langt større variation inden for det enkelte køn, end der er forskel mellem kønnene. Det er vigtigt at huske. Det betyder, at langt de fleste udtryksformer, sproglige udtryk, tøj osv. kan passe på begge køn, mens en lille del ligger i hver sin ende af skalaen og vil være forbeholdt det enkelte køn. Hvad der så præcist ligger “derude”, vil variere fra kultur til kultur.

Det er meget uheldigt, at vi har skabt en kultur, hvor standardopfattelsen af, hvordan man er dreng og pige, er meget snæver. Det kan ikke undgå at være udfordrende for mange. For kristne kan det også være godt at opdage, at selvom Bibelen tildeler de to køn forskellige roller og karakteristika, så har den ingen snæver beskrivelse af, hvordan man er “rigtigt” dreng eller pige. Nogle synes, at kirken har haft en uheldig tendens til at fremme et smalt kønsudtryk, men det har den altså ikke Bibelens opbakning til at gøre – tværtimod.

Tal med en voksen

At have det godt med sit køn er vigtigt! Og alle kan opleve utilfredshed eller utilpashed ved sit køn. I sådanne tilfælde er det rigtig godt at tale med voksne om sine udfordringer. Det er et meget ømt og svært emne, men netop derfor er det vigtigt, at man ikke gemmer sine tanker og følelser. Man vil næsten aldrig opleve, at problemerne bare dør en stille død, men i stedet at de vokser sig uoverskueligt store.

Man kan måske også være usikker på sit køn og kønsudtryk, eller man kan have en ven eller kammerat, som tumler med usikkerhed i sin kønsidentitet. Igen er det godt at vende det med en voksen, man har tillid til. Det kan give afklaring og fred.

Du kan måske også finde hjælp i KNUS - Kristent Netværk omkring Udfordret Seksualitet.

Skrevet af:

Michael Agerbo Mørch

ph.d. theol., adjunkt