Fra dreng til mand

Puberteten begynder, når du er 11-13 år, og det betyder store ændringer på din krop og i dit sind. Det hele styres af hjernen, som får testiklerne til at danne testosteron, der er det mandlige kønshormon. Du bliver ikke kun større. Du ændrer dig og føler måske næsten, at du bliver en anden! Den første forandring er vækst af testiklerne og pungen, hvilket du måske ikke opdager, men derefter tager forandringerne fart.

Kønsorganerne

I 10-14-årsalderen vokser testiklerne. Samtidig vokser pungen meget og bliver mere mørk og rynket.

Indtil puberteten er penis ikke ret stor, men så vokser den i både tykkelse og længde indtil ca. 15-årsalderen. Det er meget forskelligt, hvor lang den bliver, men typisk 10-12 cm. Størrelsen betyder dog ikke noget for hverken gennemførelse eller oplevelse af samleje.

Fra 14-årsalderen bliver der dannet mere sæd og sædvæske. Sædcellerne produceres i testiklerne og opbevares i bitestiklerne. Med ugers mellemrum vil der komme sædafgang om natten (våde drømme). Det sker, når bitestiklerne er fyldte. Hvis du onanerer, bliver sæden udtømt ved det og ikke ved våde drømme.

Kroppen

Når du er i 12-16-årsalderen, vokser du hurtigt – det kaldes også vækstspurt – op til 8-10 cm om året. Først vokser arme og ben meget, så det kan komme til at se helt forkert ud i forhold til selve kroppen. Og dine bevægelser kan blive kejtede pga. de lange arme og ben. Så følger kroppen med, og især over skuldrene bliver du bredere. Først når du bliver 18-19 år standser væksten.

I vækstspurten vil du typisk have brug for mere søvn, fordi din krop bruger mange kræfter på at vokse.

Brysterne

Små drenge har umodne brystkirtler ligesom mindre piger. I puberteten bliver kirtlerne større, og nogle gange kan der komme en smule sekret fra brystvorten. Samtidig kan de være meget ømme. Efter et stykke tid forsvinder hævelsen og ømheden igen.

Behåring

Hår over penis er et tidligt tegn på puberteten. I løbet af ca. tre år vil du få en voksen behåring med hår på pungen og i et trekantformet område over penis med spidsen op mod navlen.

Du får skæg, hår i armhuler og på kroppen. Du får mest hår på brystet, omkring navlen og endetarmsåbningen, og på underarme og ben. Skægget begynder som dun, men bliver efterhånden til rigtigt skæg. Det er meget individuelt, hvor meget hår drenge får. Hvis du ser på din far eller andre mænd i din familie, kan du få et hint om, hvordan du selv ender med at se ud.

Sidst i puberteten er der mange drenge, som taber håret ved tindingerne.

Stemmen

Strubehovedet (adamsæblet) vokser meget i 14-15-årsalderen. Det gør, at stemmelæberne bliver længere og tykkere. Derfor bliver din stemme dybere – ligesom tonen på et strengeinstrument, når strengen bliver længere og tykkere. Når stemmen lyder sjov – for sådan kan du jo ligeså godt tage det – så er det ligesom med en guitar; strengene (stemmelæberne) skal lige stemmes før brug.

Sved

Dine svedkirtler bliver også påvirket af testosteron. Du kommer til at svede mere, og sveden begynder at lugte. Måske oplever du, at din sved lugter mest i bestemte situationer. Fx når du føler dig presset eller er nervøs. Det er godt at vaske dig hver dag med mild sæbe. Og det er en god idé at tage rent tøj på hver dag.

Hud og bumser

De fleste får bumser på ryggen, brystet eller i ansigtet. Det sker, fordi dine talgkirtler begynder at danne mere og tykkere væske. Det gør huden mere fedtet, og du får hudorme, fordi kirtlernes udførselsgange lettere stopper til. Når det sker, kan der komme betændelse eller små bylder, som man kalder akne. Vand og mild sæbe et par gange om dagen er godt mod bumser.

Skift også pudebetræk ofte, og undgå fede cremer. Det gælder om at undgå at føre bakterier ned i talgkirtlerne. Derfor skal du heller ikke trykke bumserne ud med fingrene, men kan evt. bruge et komedon-spyd (hudormsfjerner), som du kan købe på apoteket. Hvis du har store problemer med bumser, er der andre behandlingsmuligheder; spørg sundhedsplejersken, lægen eller på apoteket.

Følelser

Testosteron – det mandlige kønshormon – er det, der styrer din udvikling fra dreng til mand. Udover de forandringer, der sker med kroppen, påvirker det også dine følelser, og du ændrer dig. Det vil give dig lyst og energi til en masse godt og sjovt – til at udforske og erobre verden!

Men det kan også være besværligt og en udfordring for dig at lære denne nye side af dig selv at kende. Dine følelser overfor dig selv og dine omgivelser skifter meget. Det ene øjeblik er du sej og stolt af dig selv. Det næste øjeblik oplever du det, som om din verden ramler sammen.

Du kan få dårlig samvittighed og blive vred på dig selv, fordi du siger eller gør noget, som du bagefter slet ikke kan forstå, at du sagde eller gjorde. Det oplever alle, og ikke kun i puberteten. I sådanne situationer er det bedst, at du erkender dine fejl og siger undskyld, hvis du har såret en. Så kan du rette ryggen og se dig selv i øjnene igen.

Når du i puberteten har travlt med at lære dig selv at kende, kan du helt glemme de andre. Det kan føre til, at du sårer andre på din vej, uden at du bemærker det. Men det kan også føre til et så negativt syn på dig selv, at du kommer til at såre dig selv.

I den sene halvdel af puberteten tager interessen for pigerne til for alvor, og din seksuelle lyst vækkes.

Ændringerne i følelserne er det fedeste, men også det sværeste i puberteten!

Annoncer