Hvordan kan jeg tale med min mor om menstruation?

Vis spørgsmål

Jeg er en pige på 15 år. Jeg har aldrig rigtig været den person, som snakker med andre om bekymringer og personlige ting. Jeg står i et dilemma, da jeg fik min første menstruation for ca. 1½ år siden, men jeg har ikke sagt det til nogen. Jeg synes, det er åndssvagt, men jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det til min mor.

Jeg har altid haft det godt med min mor, men sådan nogle ting kan jeg ikke få mig selv til at snakke med hende eller andre om. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, og hvordan jeg skal sige det til hende. Har I nogle råd til, hvad jeg kan gøre?

Problemet er også, at jeg ikke fik min menstruation sidste måned, og sidste gang jeg havde det var i starten af oktober, men nu har jeg fået noget brunligt udflåd, som jeg aldrig har haft før.

Jeg har aldrig været seksuelt aktiv, og derfor regner jeg stærkt med ikke at være gravid. Jeg ved ikke, om det er noget, jeg skal være bekymret for, eller om det er normalt.

SVAR:

Kære dig

Mange tak for dit spørgsmål, og fordi du vil betro dig til os. Jeg håber, at mit svar vil give dig ro, og at du må få mod til at snakke med din mor.

Uregelmæssig menstruation

Tillykke med at du har fået din menstruation, selvom det efterhånden er et stykke tid siden. Du er i en spændende periode af dit liv, hvor både din krop, dine tanker og følelser ændrer sig. En del af denne forandring er også, at du begynder at få menstruation. Det er meget normalt, at menstruationen ikke er helt regelmæssig de første år. Der kan altså godt gå en periode uden menstruation eller hvor menstruationen kommer som brunligt udflåd, som du beskriver. Det er helt normalt. Og særligt, når du beskriver, at du ikke er seksuelt aktiv, er der ingen grund til at være bekymret. Alt lyder til at være helt normalt!

Du kan evt. læse denne artikel for at få mere information: Den første menstruation.

Bekymringer og personlige ting

Du beskriver, at du ikke snakker med andre om dine bekymringer og personlige ting. For mig lyder det, som om du egentlig gerne vil snakke med din mor om det, men ikke lige kan komme i gang. Du beskriver, at I har det godt sammen, så det vil helt sikkert være rart for dig at kunne snakke med hende om de forandringer, der sker i dig. Jeg tænker faktisk, at hun sikkert går og tænker nogle af de samme tanker som dig. Måske ved hun heller ikke helt, hvordan hun skal komme ind på emnet, uden at det bliver pinligt for dig?

Min opfordring er, at du samler mod og hopper ud i det. Jeg tror ikke, der er en perfekt opskrift på det her, men det er så vigtigt at have nogen at snakke med om alt det, der sker i dig, at det er værd at hoppe ud i det, selvom det måske bliver lidt kikset eller pinligt. Det er svært at give helt konkrete forslag, da jeg ikke kender dig og din mor, men du kunne prøve noget af det følgende:

  • Læs dette svar med din mor, eller bed hende læse det og spørg, om I kan snakke om det, når hun har læst det.
  • Nogle gange er det lettere at få sagt noget vigtigt, mens man laver noget sammen. Måske du kan spørge hende, om I skal gå en tur sammen eller lave mad sammen. Så kan du også kigge ned i gryden, hvis det føles lidt pinligt. Måske I endda skal lave en ugentlig eller månedlig fast aftale?
  • Du kan også sende en sms til hende, hvis det føles svært at komme i gang med samtalen. Det vil dog være godt, hvis I så snakker sammen bagefter, når nyheden ligesom er ude.

Når først I er i gang med at snakke om mere personlige ting, bliver det lettere at snakke om de bekymringer, der kan komme senere i dit liv. Så det er altså også en måde at passe på dig selv på.

Hvis du har en god veninde, kan også være en god idé langsomt at snakke med hende om mere personlige ting. Det behøver ikke lige være om menstruation, men jeg tror, du vil opleve, at det også er rart at have nogle på din egen alder at snakke med. Hvis du har mod på det, kunne du jo spørge, om hun snakker med sin mor om personlige ting, og hvordan hun gør.

Måske kan du få nogle tips ved at læse vores artikler Få mere ud af dine vennesamtaler og Slip angsten – giv nærheden en chance

Held og lykke med at komme i gang med at komme i gang med at snakke med din mor!

Mvh Anna Kammersgaard

Annoncer