Kære kvinde
Jeg ved ikke, om du spørger, fordi det er et aktuelt anliggende for dig og din ægtefælle, eller om det her og nu mest handler om, at du gør dig nogle overvejelser og har brug for nogle svar; måske i forhold til fremtidige situationer.
Uanset, hvad der er dit udgangspunkt, synes jeg, det er et væsentligt spørgsmål. Ikke mindst fordi vi i dag læser/hører om (og måske også ser) mange forskellige måder at have sex på.
Mange muligheder
I udgangspunktet er det min holdning, at det seksuelle samliv i ægteskabet kan udfolde sig på mange forskellige måder, og at det er op til de to ægtefæller at søge at glæde den anden på bedste måde, så længe det ikke overskrider ens egen grænse.
Der vil ofte være tale om, at det er en opdagelsesrejse, som man forhåbentlig fortsætter sammen gennem hele ægteskabet; indimellem påvirket af situation og mulighed. Fx menstruation, graviditet, sygdom, handikap, nedsat funktion osv.
Problematiske tilgange
Når det er sagt, mener jeg samtidig – uden på nogen måde at være ekspert på dette område – at de fleste af de måder at have sex på, som du omtaler, kan være problematiske. Det skyldes, at de for mig at se på en eller anden måde er/bliver forbundet med magt-afmagt og større eller mindre værdi.
Du kan måske få noget ud af at læse det her svar til en anden kristen kvinde: Må man som kristen se og læse “Fifty Shades of Grey”?
Porno skaber urealistiske krav
Samtidig tænker jeg også, at den nemme adgang til porno kan betyde, at kravene til det seksuelle samliv bliver problematiske og urealistiske. Der kan blive tale om en afhængighed, som stiller større og større krav til oplevelse og nydelse. Det er en på mange måder selvoptaget tilgang til det seksuelle samliv, som jeg tror ligger langt fra den glæde, det er at være optaget af at glæde den anden.
Viljen til at glæde den anden kan i nogle situationer føre til, at man indvilger i at gøre noget, som man måske først senere oplever svært og grænseoverskridende. Så er det vigtigt, at fortroligheden i ægteskabet er sådan, at man kan sige fra – eller acceptere, at den anden gør det.
Humor er et vigtigt krydderi
I forhold til de forskellige ting, du omtaler, synes jeg, at rollespil og analsex adskiller sig fra de andre i og med, at de ikke umiddelbart hænger sammen med en over-/underordnet værdifordeling. Hvis en ægtefælle fx tænder på en sygeplejerskeuniform, kan det måske godt give lidt sjov i ægtesengen, og i det hele taget mener jeg, at humor er et vigtigt krydderi i det seksuelle samliv.
Analsex forbindes måske mest med sex mellem to mænd, men hvis både manden og kvinden er indforstået, ser jeg ikke noget problematisk i det. Man skal dog være opmærksom på muligheden for at skade endetarmsåbningen, da den ikke er nær så elastisk som skeden.
Tal meget sammen om sex
Det er vigtigt, at samtalen om det seksuelle samliv kommer godt i gang fra begyndelsen af ægteskabet, og at den fortsætter gennem hele livet. Både fordi det øger trygheden og nærheden mellem ægtefællerne, men også fordi ens behov ofte ændrer sig over tid.
Som hjælp til den samtale kan man fx læse nogle gode vejlednings- og inspirationsbøger sammen. Nogle forslag er Bedre sex – og mere af det af Douglas Rosenau. Eller At elske med den samme hele livet – og stadig elske det af Dagmar O’Connor (bogen er udsolgt fra forlaget, men kan findes brugt).
Uanset din situation ønsker jeg dig et godt seksuelt samliv i ægteskabet.
Mange hilsner
Inge Bøgel Lassen
Opdateret 15.10.2020