Muslim og jomfru - hvordan foregår en gynækologisk undersøgelse?

Vis spørgsmål

Hej Brevkasse. Jeg er en ung muslimsk pige på snart 21 år. Da jeg var de 12-13 år brugte jeg tampon under min menstruation, fordi jeg skulle ud og svømme. Fik at vide af mine veninder, at den ikke vil påvirke på mødom?

Jeg har ikke været til undersøgelse, fordi jeg har været bange for svaret.

Jeg taler med en fyr, som jeg er glad for, men problemet er, at han vil ha mig til en gynækologisk undersøgelse? For at sikre sig, at jeg er jomfru.

Hvordan foregår en undersøgelse ?? :/
Håber i kan hjælpe!
Ukendt, 20 år


SVAR:

Kære du!

En gynækologisk undersøgelse bliver lavet af din praktiserende læge - eller af en gynækolog. Gynækologi betyder "speciale i kvindesygdomme". Du kan bede om at få henvisning til en kvindelig gynækolog, hvis du har en mandlig praktiserende læge. Måske skal du selv betale for undersøgelsen. Det ved jeg faktisk ikke. Du er jo på ingen måde syg, så det er derfor, jeg er usikker på, om undersøgelsen så er gratis. Det ved din læge helt sikkert!

Undersøgelsen består i, at du ligger på en kort seng med bøjler til benene. Du kommer til at ligge med benene spredt fra hinanden, sådan at lægen kan kigge ind i din skede. Det er helt ok at have tøj på resten af kroppen og lægen kan også dække dine ben med et lagen, så det bare er hende, der kan kigge ind i skeden.

Lægen fører et lille smalt metal-spekel ind i skeden (ca 1½ cm bredt). Når hun ved, du er jomfru, bruger hun dette lille spekel og ikke det bredere, som man bruger til kvinder, der har født. Det kan også være, hun laver undersøgelsen ved at holde dine skamlæber fra hinanden med fingrene.

Du er jomfru uanset undersøgelsens resultat

Det at have en jomfruhinde intakt er IKKE et sikkert bevis på, om man er jomfru. Langt fra! Der er mange piger, der er jomfruer, når de bliver gift, men hvor jomfruhinden med alderen er blevet løs og slap. Det er HELLER IKKE sikkert, at kvinden bløder ved første samleje, selvom hun er jomfru. Det er en gammel skrøne.

Tillid i parforholdet er vigtigt

Jeg tænker, at du kan vise dette svar til din kæreste/ven, og I så kan få en snak om, HVORFOR han vil have dig undersøgt af en læge, og ikke har nok i dit løfte.

Jeg tænker på, at hvis I en dag vil giftes, så er det langt vigtigere, at I stoler 100 % på hinanden, end om du har fået lavet en undersøgelse, hvor en læge bekræfter, at du er jomfru. Der vil komme så mange situationer i livet, hvor I bliver afhængige af at stole helt og fuldt på hinanden.

Ved du om fyren selv er jomfru? Kan det være, at han har haft sex med andre piger før dig, og af den grund "mistænker" dig?

Jeg spørger ikke for at gøre dig usikker, men fordi jeg håber ovenstående kan hjælpe dig til at blive afklaret omkring, hvorvidt I to har et stærkt, fortroligt og trygt forhold at bygge videre på.

Du kan f.eks også læse dette svar: Har brugt tampon - er jeg så ikke jomfru nu?

Her kan I se billeder af hvor forskellige jomfruhinden kan se ud hos forskellige kvinder: Jomfruhinde

Håber du fik svar på det, du ville vide.

Ellers skriv endelig til os igen!

vh Ida Secher Rom 


Ida Secher Rom

Skrevet af:

Ida Secher Rom

Jordemoder

adamogeva.dk

adamogeva.dk bruger cookies. Læs mere OK