Kære muslimske pige.
Det er noget af et dilemma, du er kommet i, hvis der kræves af dig, du skal kunne fremvise blod på bryllupsnatten, og du allerede nu ved, at det blod er løbet væk.
På hvilken måde vil din kommende mand bevise, at han er jomfru – får jeg lyst til at spørge, for der er stor ulighed i jeres forhold fra begyndelsen, hvis bevisbyrden kun ligger på dig – eller hvad mener du??
Løgn gavner ikke
Problemet er jo på en måde begyndt med en løgn. En løgn du har følt dig nødtvunget til at komme med til din “forlovede kæreste”, hvis han ikke skulle kassere dig på forhånd. Nu nærmer tiden sig, så det var en kort tid, løgnen reddede dig. Og sådan er det med løgn.
Vil du leve med en mand, som du allerede nu er begyndt at lyve for af frygt for konsekvenserne? Hvor mange gange fremover vil du være nødt til at lyve for ham for at klare dig i en hverdag, hvor du følger det, DU gerne vil?
Jeg ved godt “traditionen forlanger” og “forældre forlanger”, og jeg har ikke noget imod høje idealer. Jeg mener bare ikke løgn gavner. Og skaden er sket.
Kærlighed gavner
En tilgivende kærlighed som elsker på trods af fejl og mangler. Den giver også mulighed for både at være ærlig og være sig selv. Har du mulighed for at finde den??
Ud fra det, du fortæller, er jeg ikke helt sikker på, om din forlovede kæreste har sagt, at han vil forlade dig, hvis du ikke kan fremvise blod på bryllupsnatten, eller om det er noget, du selv tænker og føler dig overbevist om?
Tal med andre
Jeg tror, du oplever, at du står meget alene med dit problem, og jeg kan fortælle dig, at der er mange bekymrede muslimske piger med det samme problem. Mon du kender hjemmesiden Etnisk ung? Måske kan du få hjælp ved at klikke ind på den, og måske kan du snakke med din forlovede kæreste om problemet, så I begge får viden og får et mere kærligt forhold til hinanden og til jer selv (på trods af manglende mødom).
Hvis du har et godt forhold til din mor, kan du måske tale med hende om din frygt og dit dilemma. Ellers kender du måske en anden voksen (lærer eller lign.) som du har tillid til, og som du tør betro din hemmelighed, så du ikke står alene med den?
Jeg ved ikke, hvor skrap din familie er, eller om det er dine forældre, der bestemmer, hvem du skal giftes med. Men jeg ønsker for dig, at du får en forstående og kærlig mand, så I sammen kan blive en glad og kærlig familie.
Kærlig hilsen
Else Ø. Andersen
