Kære pige
Tak for dit spørgsmål. Hvor er det bare godt, du skriver i stedet for at gå alene med tingene.
Jeg tror, at næsten samtlige kristne kærestepar oplever den frustration, I har lige nu: Vi har så meget lyst til hinanden, og vi får dårlig samvittighed, når vi går længere, end vi egentlig ønsker.
Gud har skabt sex!
Først til den gode nyhed: I har lyst til hinanden, fordi Gud har villet det sådan. Det er Ham, som har skabt vores fysiske tiltrækning til hinanden. Glæden ved et godt kys, følelsen af velvære i en orgasme, rusen af forelskelse – alt sammen Guds opfindelse.
Gud har også opfundet ægteskabet som et perfekt sted til at udfolde alle disse seksuelle oplevelser. Det perfekte sted, fordi sex og kæleri, der lægger op til sex, også er meget følelsesfuldt. Jeg deler noget af mig selv både fysisk og følelsesmæssigt med et andet menneske. Det er meget sårbart og derfor vigtigt, at jeg også kan stole på, at han eller hun er der i morgen og dagen efter og året efter og om ti år osv.
Jeg tænker, det er derfor, Gud i Bibelen anbefaler, at vi venter med sex, til efter vi er gift. For at passe på os, og fordi sex bare er bedre, når vi også har givet et bindende løfte om, at det skal være os to altid. Ikke for at tage alt det sjove ud af vores kærestetid, selvom det kan føles sådan nogle gange.
I står over for et valg
I står altså over for et valg: Vil I stole på, at det er bedst at vente med sex, til efter I er blevet gift? Eller vil I hellere selv bestemme?
Det er lidt vigtigt, at I ikke bare tænker: Vi er kristne, så det er bare sådan, det er. Det er vigtigt, at I snakker med hinanden om, hvad der er kærligst over for hinanden. Leder efter gode grunde for og imod. Snakker med Gud om det (måske I kan bede sammen, om Gud vil vise jer, hvad I skal gøre?) Det er jeres beslutning, og den kræver tillid til, at Guds anbefalinger er de bedste. Personligt kender jeg ingen, der har ventet, som fortrød det, da de delte sex, efter de blev gift – mig selv inklusiv!
I jeres samtale kan I måske bruge input fra vores artikler:
Derfor lader jeg Gud bestemme
10 gode grunde til at vente med sex
Hvis I ender med at beslutte, at I ikke vil have sex, før I er gift, vil jeg gerne give jer nogle tips:
Hvis I venter med sex
Der er stadig nogle år, før I kan begynde at tænke i at blive gift. Det betyder, at I skal finde en måde at være kærester på og nyde kys og kram, uden det kommer så tæt på sex, at I får svært ved at holde jeres aftale om at vente. I får brug for at lave en konkret aftale om, hvad I med god samvittighed kan gøre, og hvad I skal stoppe med. Gå en tur og snak om, hvor jeres grænser skal være: Må I røre ved hinandens kønsdele; må I tage tøj af; hvilke dele af kroppen må jeg røre ved osv.? Hvor grænserne går, kan kun I bestemme.
Det kan måske være en hjælp at tænke: Hvad er det kærligste overfor min kæreste? Hvordan passer jeg bedst på ham/hende? Hvad, hvis vi ikke bliver gift? Hvor langt vil jeg gå med en, som jeg en dag slår op med? Hvis den ene vil mere end den anden, er det den, der vil mindst, I skal lytte til. Husk, at uanset hvor I sætter grænserne, vil det være svært; det gør det ikke nemmere, at I sætter dem lige til kanten. Tværtimod.
Grænser giver frihed
Når I har sat jeres grænser, må I gøre, hvad I kan for at overholde dem. Det dejlige med grænser er, at I så kan nyde jeres kys, fordi I har aftalt, at det er godt for jeres forhold. Ingen dårlig samvittighed! Mærker I stadig dårlig samvittighed, må I tilbage til samtalen og flytte jeres grænser længere tilbage. På samme måde hvis en af jer gerne vil flytte en grænse frem. Så snakker I om det først. Så det ikke bare er noget, der sker, når I ligger der i øjeblikket.
Og bliver det svært at overholde, kan I altid aftale et sjovt kodeord, der minder jer begge om, at nu skal I til at lave noget andet end at kysse/kæle. Det kan være ord som “Teletubbies” eller “Bedstemor” – noget som ødelægger den sexede stemning og får jer til at grine, så det ikke bliver så svært at stoppe og finde på noget andet at lave.
Tilgivelse for brudte grænser
Når det så sker, at I alligevel i kampens hede kommer til at flytte på de grænser, I havde aftalt, så tal om det, tilgiv hinanden og prøv igen at holde grænserne. Det er vigtigt, I husker på, at Gud ikke er interesseret i, at I går rundt og har det dårligt over for ham. Tværtimod.
Dårlig samvittighed kan hurtigt gøre, at vi gemmer os lidt for Gud og ikke så gerne vil snakke med ham. Det er det sidste, han ønsker. Bliv ved med at snakke med Gud om jeres grænser og bed ham om tilgivelse, når det går skævt. Han ønsker ikke at gøre det svært for jer, men vil hjælpe jer og vil gerne, at I nyder at være kærester med gode, kærlige grænser over for hinanden.
Bliv endnu bedre venner
Den seksuelle del af et kæresteforhold kan komme til at fylde rigtig meget. Især når jeg gerne vil gå længere, end jeg ved, er godt for mig. Derfor er et godt tip også at sørge for at bruge jeres tid på alt muligt andet sjovt. Spil nogle spil, dyrk sport, se film, tag på oplevelser sammen, hæng ud sammen med de andre på skolen, osv. Lad være med at gøre det svært for jer selv ved at være meget alene eller ligge tæt om aftenen, når fornuften og viljestyrken er gået i seng.
Fordelen ved at skære ned på den seksuelle del af jeres forhold er, at der bliver bedre plads til at lære hinanden at kende som venner, og det kommer til at handle om, hvordan jeg gør min kæreste glad. I stedet for at fokus bliver, hvor langt jeg kan gå for selv at blive seksuelt tilfredsstillet.
Gud elsker jer!
Du spørger, om kristne må lave seksuelle ting. I Bibelen siger Paulus: “Alt er tilladt, men ikke alt gavner.” (Første Korintherbrev kapitel 10 vers 23), og det passer rigtig godt her. Gud holder ikke op med at elske jer, fordi I vælger at have sex eller gå længere, end I havde aftalt. Faktisk vil han aldrig fjerne sin kærlighed fra dig. Vil Gud elske mig, også hvis jeg går over de seksuelle grænser for, hvad jeg egentlig selv ønsker? Ja, helt og aldeles!
Ville det være mere gavnligt for mig og min kæreste, hvis vi passede på vores forhold ved at sætte gode, tydelige grænser for, hvordan vi er fysiske sammen? Den vil jeg lade være op til jer at besvare ...
I kan finde meget mere i vores tema om Bibelen og sex.
Jeg ønsker jer alt godt og Guds fred i jeres forhold.
Venlig hilsen
Maria