Kan jeg være gravid efter afbrudt samleje?

Vis spørgsmål

Jeg har en kammerat, som jeg har været i seng med her i de sidste par uger, og i de uger, vi har været i seng sammen, har jeg været uden p-piller.

Jeg har det, som om jeg skal have min mens, men den har ikke været der endnu, og kan ikke huske, hvornår den skulle have været der. Har snakket med nogle andre om det, og de mener, at min mens kan være uregelmæssig, da jeg ikke er på p-piller i øjeblikket.

Men han har trukket sig ud et lille stykke tid, før han kom, men så er der jo det der med præsperm, og det kan man vist godt blive gravid af. Er der mange, der bliver det?

Og hvis jeg er gravid, hvordan får jeg fjernet barnet, uden mine forældre kommer til at vide det?

Håber I kan hjælpe mig, for ved virkelig ikke, hvad jeg skal gøre.

Hilsen den bange, 15 år


SVAR:

Hej Bange

Mange tak, fordi du betror dig til os her på AdamogEva.dk. Jeg kan læse, at du er i en frustrerende situation, som vækker mange spørgsmål. Tanken om at være uønsket gravid kan gøre én bange, og det er godt, du fortæller nogen om din situation, så du ikke går helt alene og bærer på det.

Udebleven menstruation

Din situation kan selvfølgelig have ændret sig nu. Måske har du fået din menstruation, som du ventede på? Jeg kan jo kun svare ud fra din situation, som den var, da du skrev til os. Så vidt jeg kan læse af dit spørgsmål, har du tidligere taget p-piller, men gør det ikke lige nu, og du er i tvivl, om det kan gøre din menstruation uregelmæssig. Det normale er, at en kvindes menstruationscyklus er regelmæssig – også når hun ikke er på p-piller. Måske kan du huske, hvordan din cyklus var, før du begyndte at tage p-piller? Hvis den var regelmæssig, vil den højst sandsynligt være på samme måde igen, når du stopper med p-pillerne. Det kan være en meget god idé at holde øje med din cyklus. På den måde kan du følge med i, hvornår du kan forvente din menstruation og også, hvornår du formodentlig har ægløsning.
Der kan være flere grunde til, at du har det, som om du skal have din menstruation. En af dem er graviditet, en anden kan være ægløsning, og selvfølgelig kan det også være, fordi du skal have din menstruation. Hvis jeg var dig, ville jeg begynde at få et overblik over menstruationerne, så du ved, hvad du kan forvente.

Afbrudt samleje

Du beskriver, at din kammerat har trukket sig ud, før han kom. Denne form for prævention kaldes “afbrudt samleje”, og er ikke særlig effektiv. Du spørger så, om der er mange, der bliver gravide af præsperm. Ved afbrudt samleje siger man, at 15-20% af kvinderne bliver gravide indenfor et år. Det kan være svært at forholde sig til, og det vigtigste er vel også for dig lige nu, om du er gravid. Når det er sagt, vil jeg opfordre dig til at bruge en anden form for prævention, hvis du vil fortsætte med at have sex med din kammerat og ikke ønsker at blive gravid. For afbrudt samleje beskytter ikke særlig godt mod graviditet og heller ikke mod seksuelt overførte sygdomme, som også kaldes kønssygdomme.

Jeg vil gerne opfordre dig til at snakke med din mor eller en anden voksen om prævention. Du kan også læse noget om det i artiklen Prævention.

Få svar og snak med nogen

Hvis du ikke har fået din menstruation endnu, vil jeg opfordre dig til at tage en graviditetstest. Den vil kunne fortælle, om du er gravid. Hvis du er gravid, står du overfor nogle store og svære beslutninger, og jeg kan forstå, at du ikke har lyst til at snakke med dine forældre om det. Jeg vil opfordre dig til at tænke over, hvorfor du ikke føler, du kan snakke med dem om det. Der kan selvfølgelig være helt usædvanlige omstændigheder i din familie, men de allerfleste forældre vil ønske, at være der for dig og støtte dig – også i den her situation. Hvis du er gravid, har du flere muligheder, og de er beskrevet rigtig godt i den her artikel, som jeg vil anbefale dig at læse: Uønsket gravid – hvad gør du?

Her kan du også læse, at når du er under 18 år, skal den ene af dine forældre eller en værge give samtykke til en eventuel abort. Du kan altid snakke med din læge, inden du snakker med dine forældre. Lægen har tavshedspligt.

Jeg er gravid – hvad skal jeg gøre?

Pas på dig selv og dit sexliv

Jeg håber, du har fået svar på dine spørgsmål. Jeg ønsker alt det bedste for dig, og derfor synes jeg også, jeg er nødt til at skrive lidt mere. Du beskriver, at du har været i seng med din kammerat, som du altså ikke kalder din kæreste. Du beskriver, at du var uden p-piller i de uger, I var sammen. Det gør mig bekymret for dig, fordi det virker, som om du tager meget let på dit sexliv. Når du gør det, følger der mange bekymringer med. Det ved du godt, og det behøver jeg vist ikke sige til dig nu …
Men jeg bekymrer mig ikke kun for, om du skulle være gravid, men også for dine følelser. Sex er så meget mere end noget fysisk, som man kan blive gravid af. Sex påvirker os følelsesmæssigt, og det kan både føre til masser af glæde og dybe sår. Derfor vil jeg opfordre dig til at passe på dig selv i den her tid, hvor du er ved at udvikle dig fra pige til kvinde. Tag hellere skridtene lidt langsommere, så du er sikker på, at det er de rigtige skridt, du tager. Det handler om at passe på både dig selv og din kæreste/kammerat. Du kan måske få noget inspiration ved at læse de her artikler: Pas godt på dit sexliv og Sex og følelser.

Jeg har tidligere skrevet et svar til en anden pige, hvis situation ligner din. Det får du også lige et link til:

Kan jeg være gravid efter sex uden kondom?

Pas godt på dig selv.

Vh Anna


Anna Lindbjerg

Skrevet af:

Anna Lindbjerg

Jordemoder

adamogeva.dk

Annoncer