Hvordan takle menstruation på ferien?

Vis spørgsmål

Hej. Jeg er 18 år og jeg fik min første menstruation lige da jeg fyldte 18 år i november, så jeg fik den altså meget sent. Min menstruation kommer ca. med 3 måneders mellemrum. Men lige for tiden føler jeg, der sker en masse med min krop. Mine bryster er ømme og mine brystvorter er ved at udvikle sig. Så jeg er meget bange for, at min menstruation vil begynde at komme regelmæssigt og det ville passe mig meget dårligt.

Jeg har lige fået min menstruation i dag og hvis det begynder at blive regelmæssigt, så rammer det lige når jeg skal på en 3 ugers lang ferie til udlandet, og jeg er ikke vant til tamponer, jeg synes det er ubehageligt og p-piller er udelukket og vi kommer jo til at skulle bade hver dag, så det er jo et kæmpe problem.

Jeg er 165 cm høj og jeg vejer 58 kg, dyrker sport 2-3 gange i ugen, spiser sundt og varieret. Tror i pludselig min menstruation bliver regelmæssig eller vil det fortsætte med 3 måneders mellemrum og hvis ikke, findes det så andre alternativer?

Nikoline, 18 år


SVAR:

Hej Nikoline

Tak for dit spørgsmål til Adam og Eva. Det er fint at få sat ord på det, der fylder.

Jeg vil forsøge at svare dig efter bedste evne.

Dejligt at udviklingen går den rigtige vej

Det er da godt, at du nu har fået menstruation og at du kan mærke, at der sker en masse i din krop. Tænker at det vigtigste her må være, at du nu ved, at alt er som det skal være og at din krop fungerer helt normalt.

Menstruationen kommer ofte ubelejligt

Det er umuligt at sige noget om, hvor stor risikoen for det vil være. Jeg kan godt forstå, at det er irriterende, at du måske skal til at have menstruation lige samtidig med, at du skal på ferie.

Jeg tror at alle menstruerende piger har oplevet denne situation.

Du skriver, at du skal på ferie i tre uger, som regel varer ens mens. kun max en uge, så der er stadig to uger, hvor du ikke har mens. og kan bade frit.

Andre muligheder?

Du spørger, om der er andre muligheder end tampon eller p-piller. Jeg kan ikke komme i tanker om andre løsninger lige umiddelbart.

Jeg synes, at du må springe ud i det med tampax. Det er jo bare at øve sig, og så en dag har du lært det. Ting tager tid og når du ikke har haft så lang tid til at vænne dig til at have mens, så føles det anderledes end hvis du havde haft mens. fra du var 12.

Læs også disse svar:
Hvad gør man, når man bader - og har menstruation?
Hvad er godt at gøre, når man har menstruation?

Lige nu kan det være overvældende, men som med alt nyt og anderledes, så tager det tid til at vænne sig til det og blive fortrolig med det, der sker i ens krop.

Prøv at vende det om og tænk positivt omkring at du er en sund og velfungerende kvinde, der får menstruation, der sandsynligvis vil gøre dig i stand til en dag at få børn, når tiden er inde til det.

Håber mit svar giver mening for dig.

Kh. Marianne


Marianne Martinsen

Skrevet af:

Marianne Martinsen

Sundhedsplejerske

adamogeva.dk

adamogeva.dk bruger cookies. Læs mere OK