Hvad stiller jeg op ift ham, jeg har et godt øje til?

Vis spørgsmål

Da jeg gik på gymnasiet, led jeg af en spiseforstyrrelse, og jeg havde det rigtig dårligt med mig selv. Trods det havde jeg en kæreste, som jeg på det tidspunkt var sikker på, jeg skulle giftes med i fremtiden. Alt var godt, men min spiseforstyrrelse gjorde, at når jeg virkelig havde det skidt, gik det ofte ud over ham.

Han slog så op med mig. 3 uger efter kom vi sammen igen, fordi ham mente, han havde begået en fejl ved at slå op med mig, men jeg kunne aldrig rigtig få mig selv til at stole på ham igen. Han var typen, som ofte lovede en masse ting, som ham aldrig holdt. De sidste 2 måneder, vi var sammen, var mildest talt forfærdelige, og jeg gik bare og tog mig sammen til at gå fra ham. Han kom mig så i forkøbet og slog op med mig. Aftenen inden fortalte han mig, at jeg var bare den flotteste pige i hele verden. Han fik bare drevet alt det sidste selvtillid, jeg havde tilbage, ud af mig.

Mine forældre var meget bekymrede for, at jeg skulle stoppe med at spise igen, så de sendte mig til en psykolog. Det var fint nok at snakke med hende, jeg har altid syntes, det var lidt noget pjat at skulle snakke med en, om hvordan man har det.

Jeg begyndte på højskole efter sommerferien. Det var jeg rigtig glad for!! Komme et nyt sted hvor ingen vidste, hvem jeg var og bare kunne få en frisk start.

En dag fik jeg en venneanmodning på facebook fra en, som jeg ikke kendte. Da jeg skrev til ham, om han var en, jeg kendte, skrev han nej, at det bare havde været en tastefejl. Det viste sig at være en ven til en på højskolen, og lidt tid efter kom han på besøg på skolen. Jeg snakkede ikke med ham, men skrev til ham på facebook, da han var taget hjem. Så skrev vi lidt frem og tilbage et par dage, indtil den "døde". Jeg skulle til et arrangement, hvor han også var, der snakkede jeg med ham for første gang. Da jeg kom hjem, skrev jeg igen til ham på facebook, og igen skrev vi sammen et par dage til den "døde". Da jeg havde  fødselsdag, skrev han til mig og vi skrev sammen en uges tid og den "døde" - sådan har det gentaget sig flere gange.  En uges tid efter var han til et arrangement på højskolen, jeg snakkede ikke med ham. Da alle var taget hjem, skrev jeg til ham og det ender med, at han skriver, at han havde håbet på at kunne lære mig lidt bedre at kende i løbet af weekenden, men at jeg måtte sige til, hvis jeg kom til KBH, så måtte vi se, om vi kan mødes. Omkring en uge senere skriver jeg til ham, fordi jeg alligevel skal til KBH. Han skulle egentlig til en fødselsdag, men han ville gerne være min guide om aftenen. Da vi mødes, finder vi et sted og får noget og spise. Det var første gang, jeg har været ude og spise med en fyr, som jeg ikke er i et forhold med. Det var virkelig hyggeligt, og selvfølgelig også en smugle akavet, fordi det ikke lige var det, jeg havde regnet med. Da jeg er på hjem, skriver han og siger tak for en hyggelig aften. Torsdagen efter er han igen på højskolen, og jeg får ikke snakket med ham. Senere på ugen inviterer han mig ind og se fodbold, sammen med andre, og han skriver, han håber, at vi ses. Vi hilser lidt akavet på hinanden, da der jo ikke er nogen af de andre, der ved, at vi egentlig kender hinanden.  Vi skriver sammen efter kampen til lidt ud på natten. Jeg havde fortalt, at jeg skulle til optagelses samtale på mit studie, og aftenen inden skrev han til mig, at han lige ville ønske mig helt og lykke, og at han ville bede for, at det måtte gå godt. Siden har vi en aftale om at gå på cafe, men han bliver forhindret. Jeg ser ham igen, uden at vi får talt sammen. Jeg skriver lidt med ham og tager mig faktisk sammen til at spørge, om vi skal finde ud af at tage på café sammen, nu hvor vi ikke kom det sidst, vi havde aftalt det, men det kan af fsk. årsager ikke lige blive til noget.

Jeg er så selv flyttet til KBH nu og ser ham faktisk hver tirsdag, men jeg kan slet ikke tage mig sammen til at snakke med ham!! Jeg tror, det er fordi, jeg i lang tid har været lidt varm på ham, og når jeg først har fået et godt øje til en, så går min hjerne lidt i panik, når jeg ser ham!! Jeg ved ikke, om det bare er noget, jeg bilder mig ind, men jeg synes, han kikker på mig, når vi er i samme rum.

Nu står jeg så i den situation, at jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre. Jeg kunne bare glemme ham og håbe på, at det hele går lidt i sig selv, men der er bare et eller andet ved ham, som gør, at jeg slet ikke kan lade være med at tænke på ham. Jeg gider bare heller ikke blive ved med at spørge ham, da jeg synes, det virker lidt desperat. Jeg er bare så bange for at blive blankt afvist, for det er min selvtillid slet ikke til endnu. Jeg ville bare så gerne vide, hvad han tænker om det hele!! Jeg håber, jeg kan få et råd, til hvad jeg skal stille op!!

Mvh Hende som er mega dårlig til det med kærlighed!!

Sanne, 21 år

(forkortet af redaktionen)


SVAR:

Hej Sanne, mange tak for dit brev.

Det er sket meget i den sidste tid, og jeg kan godt forstå, at du synes, det er svært at finde ud af, hvad du skal stille op.

Din personlige udvikling

Du har været igennem meget på det sidste. Når du har arbejdet med en personlig og psykisk udfordring, så har det sikkert taget mange kræfter. Du har bearbejdet mange følelser og situationer, og det har krævet meget af dig. Derfor er det ikke mærkeligt, at når du har haft det skidt, så har det haft konsekvenser for dit kæreste forhold. Det lyder til for mig, at du hviler i beslutningen om, at dig og din ekskæreste ikke skal være kæreste mere, og at du er klar til at komme videre. Men så kan jeg godt forstå, at det kan være svært at vide, hvordan man kommer videre. At du tænker på, hvordan du tør starte et nyt forhold, og at du har nogle bekymringer for et fremtidig kæreste forhold.

Er det her noget, eller ej?

Når du beskriver situationen om ham, du har set mange gange på højskolen, så læser jeg, at det har været en meget svingende forhold. Og ja, det I har haft, vil jeg betegne som et forhold, nok ikke et kæreste forhold, men et forhold, fordi I har lærte hinanden bedre at kende og har delt ting med hinanden. Og så giver det mening, at du er lidt forvirret, omkring hvad der så skal ske nu. Som jeg hører det, så er den sidste gang, du snakkede med ham, den gang i aftalte, at I skulle finde ud af noget sammen. Så går der et stykke tid, hvor det ikke er blevet til noget af forskellige årsager, og du står der med mange spørgsmål. 

Stop med at aflæse og spørg direkte i stedet

Du siger, at du gerne ville vide, hvad han tænker om det hele. Men han er den eneste, som kan svare på, hvad han tænker. Jeg kender det godt, det med at prøve at aflæse en andens kropsprog, handlinger, osv, og det er belastende. Så når du spørger til, hvad du skal stille op, så ville jeg råde dig til først at fortælle ham, hvad du tænker og føler og så bagefter spørge ham direkte, hvad han tænker. Det er den eneste sikre måde, du kan få at vide, hvad han tænker.

Det er bedst, hvis I kan mødes ”face to face”. Du kan fortælle ham, at du gerne vil snakke med ham og aftale engang, I kan mødes. Det kan være, I kan gå en tur en tirsdag, hvor I, i forvejen, er på samme sted. For at starte samtalen kan du fortælle ham om dine tanker og følelser. At du tænker meget på ham og nød den tid, I havde, mens du var på højskolen, hvor I lærte hinanden bedre at kende. Du kunne videre fortælle, at du havde glædet dig til, at I skulle finde ud af noget sammen, og håber på, at det stadig kan lade sige gøre. Det er også en god idé at fortælle ham, at du er forvirret over, at I ikke snakker så meget sammen mere, og at det har gjort dig lidt bange for at snakke med ham om tirsdagen og generelt i forhold til at tage kontakt til ham.

Sandheden giver mere ro end uvisheden

Når du begynder at fortælle om dine tanker, så kan det være, at han selv fortæller dig, hvad han tænker, men ellers må du spørge ham direkte. Forklar at du har brug for at vide, hvor han er i situationen. Du skal nok være forberedt på, at du ikke nødvendigvis får præcist det svar, du håber på, og måske endda får et svar, som gør dig ked af det. Men uanset hvad, så bliver det befriende for dig at få det sagt og bragt frem i lyset, så at du bedre kan takle situationen.

Jeg håber, at du kan bruge nogle af de konkrete redskaber, jeg skriver her. Du må selvfølgelig justere i indholdet, så at det passer præcist til dine tanker og følelser, bare husk at være åben og ærlig. At være åben og ærlig er vigtige elementer i et hvert slags forhold og elementer, som giver en solid start og noget at bygge på.

Jeg ville ønske dig/jer en god samtale.

Med venlig hilsen 
Mary A. Madsen


Mary A. Madsen

Skrevet af:

Mary A. Madsen

Efterskolelærer

adamogeva.dk

Annoncer