Så genert! – hvad gør jeg for at han føler sig tryg ved mig?

Vis spørgsmål

Hej Adam og Eva. Jeg har i lang tid været frustreret og ked af det, fordi jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre.. Jeg er egentlig en meget skrøbelig pige, selvom jeg lader de færreste se det.. Det skyldes nok, at jeg har for høje forventninger til mig selv, og bliver helt vildt ked af det, når en fyr, som jeg er glad for, lige pludselig ikke er interesseret mere.

Igennem snart et år har der været et "on/of" forhold mellem en dreng og jeg. (Han er meget genert, men helt vildt sød at se på.. og det var nok også den generthed, jeg faldt for, fordi jeg tænkte, at han ville sikkert være god for mig).

Det har ikke været et forhold, hvor vi har set hinanden, men det har været utrolig præget af sms/facebook chat- hvor det 9 ud af 10 gange har været ham, som har kontaktet mig. Men hver gang jeg har forsøgt at få en aftale i hus.. har svaret været "det kan da godt være".. Det har dog endt med, at vi har mødtes i byen et par gange, hvor han derefter har fulgt mig hjem og kysset mig og taget på mig, men ikke mere end det.

Jeg har hørt, at han ikke har haft noget med andre piger før, da han er en MEGET genert type..

Der har nu igen været kontakt mellem os, og det har også endt med, at vi har kysset efter en bytur og derefter holdt kontakten, han har tilmed taget initiativ til, at vi skulle være sammen. Det var vi så i går.. og det var en fiasko.. (Det skal dog lige siges, at op til, at vi skulle være sammen, har han virket mere kold i sine beskeder og har heller ikke skrevet så meget)

Jeg havde troet, at jeg havde åbnet "skallen" hos ham, siden han havde taget initiativ til, at vi skulle være sammen.. Men jeg kunne ikke rigtig få øjenkontakt til ham, når vi snakkede.. og jeg forsøgte at puffe lidt til ham, få ham til at grine, nusse ham lidt på armen.. men der kom intet tilbage.. så jeg besluttede efter 2-3 timer, at jeg simpelthen måtte tage hjem, at det ikke nyttede noget, at jeg blev der. Jeg kunne mærke på ham, at han var nervøs, og jeg tror også, at det var derfor, han ikke kunne kigge mig i øjnene.. (vi havde ikke holdt i hånden, kysset eller noget)

Men da jeg var kommet hjem, blev jeg rigtig ked af det, fordi jeg vil ham virkelig gerne. Jeg føler gang på gang, at jeg har åbnet op og bare været mig selv.. Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal gøre, for at han åbner sig op. Og alligevel ved jeg ikke, om jeg kan kæmpe mere.. Jeg er træt af at være den, der altid bliver såret, fordi jeg har virkelig ikke været heldig, når det kommer til fyre..

Så efter denne lange mail, er mit spørgsmål, om jeg bare skal droppe det og komme videre? eller hvad skal jeg gøre, for at han føler sig tryg ved mig? (i den tro, at jeg ved, at han på et tidspunkt vil kontakte mig igen..) eller..? Jeg ved det virkelig ikke..

Kh pige 18


SVAR:

Kære 18 årige

Ja – hvad gør man for at åbne ”skallen” på sådan en genert fyr?

At være en lidt lukket type

Du beskriver en fyr, der tydeligvis hører til den stille type. Han lyder til at være meget genert, og at han derfor har noget svært ved at åbne sig.

Det er selvfølgelig en stor udfordring, når man nu gerne vil, at han åbner sig.

Jeg forstår godt, at du kan komme til at tolke det, som om han måske ikke er helt interesseret i dig. Når han tilsyneladende trækker sig og ikke spiller med på dine opfordringer og flirt.

Om det er, fordi han er i tvivl om, hvad han vil, eller om det er, fordi han bare er super genert, er svært at vurdere.

Tal med ham

Hvordan vil det være at tale med ham om det? Sige det lige ud, at du bliver i tvivl om, hvad han vil. At du kan føle, han ikke er interesseret i dig.

Fordelen, ved at gøre det ligeud, er, at så vil du formodentlig også få et meget ærligt svar. Måske han siger, han gerne vil dig, men bare er så genert, eller måske han siger, han er i tvivl.

Uanset hvad, så ved du bagefter meget mere om, hvor du står.

Hvis han gerne vil date med dig, så kan du jo spørge ham til, hvordan du bedst opfører dig, så han får lyst til at være sammen med dig, og føle sig tryg ved dig.

Hvordan få ham til at føle sig tryg

Hvis han er så genert, så tror jeg bare, det er vigtigt, at give ham god tid, og tydeligt vise ham, at du er interesseret i ham.

Du skal tænke på, at lige som du kan komme til at tænke negativt, så gør han det måske også. Måske han også analyserer på alt det, du siger og gør, og kommer til at vurdere dig mere negativ, end du er.

Så mit råd er klart at tale med ham lige ud af posen.

Håber det lykkes for dig.

Venlig Hilsen

Steen Kruse


Steen Kruse

Skrevet af:

Steen Kruse

Parterapeut, afdelingsleder på Center for Familieudvikling

adamogeva.dk

Annoncer