Kære C
Tak for dit spørgsmål til brevkassen om forelskelse.
Krop og følelser i forandring
Det kan være svært at finde ud af, hvad forelskelse er. Du er nu i en alder, hvor der sker meget med dig og din krop. Der sker en udvikling med kroppen og tankerne, så det kan være svært at finde ud af, hvad der er det rigtige, og hvad du føler. Kroppen forandrer sig, så du kan have svært ved at kende dig selv, og samtidig er der hormoner, som skaber følelser, du ikke rigtig kender fra før. Det kan du læse mere om i artiklerne Fra pige til kvinde og Jeg er forelsket! – Eller er jeg?
Forelskelse er en dejlig følelse
Når kroppen og tankerne på den måde forandrer sig, får man pludselig nye ting, der er vigtige. En af de ting er, at drengene bliver interessante på en anden måde, og man får en dejlig følelse af at være sammen med dem. Samtidig gætter jeg på, at du ind imellem ser film, hvor par bliver forelskede og oplever kærligheden, og det er en god følelse, som er dejlig og livgivende og føles godt i kroppen.
Derfor er det ikke underligt, hvis du ikke har lyst til at give slip på følelsen af forelskelse, for den gør ligesom hverdagen lysere og gladere, så hold du bare fast i den følelse. Det er ikke sikkert, at du bliver kæreste med nogen af drengene, det kan kun fremtiden afgøre. Men derfor kan du godt forsøge at finde ud af, om der er muligheder for et tættere forhold med en dreng.
Prøv at skrive til ham
Det lyder, som om drengen fra lejren er rigtig sød og en, du har noget tilfælles med, så jeg synes, du skal mærke efter, om det er en, du gerne vil se mere til og så forsøge at skabe kontakt med ham og evt. lære ham bedre at kende. Også selvom han bor lidt længere væk, for alt kan ske, når man kan skrive sammen.
Jeg synes, du skal nyde livet og din forelskelse og se, hvad der sker. Forelskelse er en følelse, som er svær at få styr på, så det er vigtigt at forsøge at lære hinanden bedre at kende og mærke, om det, du har følt fra starten, også holder, når I kommer tættere på hinanden. Det kan man kun finde ud af ved at være sammen og opleve ting sammen.
Hvad falder du for ved en dreng
Måske er det ikke nogen af de drenge, du omtaler, der er de rigtige for dig, men de er gode i en tid, hvor du skal finde ud af dig selv, og hvordan du reagerer på dine følelser. Lige nu er det derfor vigtigt, at du prøver det af og finder frem til, hvad det er, der gør, at du godt kan lide en dreng, og om du gerne vil lære ham bedre at kende.
Når du er i tvivl, om du er forelsket i din venindes kæreste, tror jeg mest, det er fordi, det er skønt at mærke deres forelskelse, og det vil du også gerne mærke noget af. Det er jo skønt at blive feteret og mærke, at der er en, der kan lide en helt specielt, så det er fint, at du går efter at finde din egen forelskelse.
Jeg har fundet nogle artikler og svar, du måske kan blive klogere af at læse:
Slå koldt vand i blodet
Kristen og lun på en fyr, jeg knap nok kender
14 år og forvirret – er jeg forelsket?
God fornøjelse med det, og held og lykke fremover.
Kh
Kirsten Kirk Christensen