Er jeg bare sent i puberteten?

Vis spørgsmål

Hej Adam og Eva

Jeg er 16 år, og jeg er ked af, at min krop ikke er mere udviklet, end den er. Min penis er 3-4 cm i slap tilstand; det samme som for tre år siden. Min stemme er stadig lys, men har dog udviklet sig lidt i de senere to år. Jeg har rimelig meget hår nede ved penis, men intet andet kropsbehåring.

Er jeg bare sent i puberteten, eller er det sådan her, min krop kommer til at være gennem hele mit liv?

Kan man selv købe nogle piller, som kan forstærke puberteten uden lægehjælp? (Det kan være lidt pinligt at gå til min læge, da jeg kender ham lidt og ikke har lyst til, han skal vide alt det her.)

Mvh Anonym


SVAR:

Kære Anonym

Mange tak for dit spørgsmål. Jeg kan godt forstå, du er frustreret over, at din krop ikke er lige så udviklet som de andre drenges på din alder. Umiddelbart lyder det ikke til, at der er noget galt med din krop. Vi er alle sammen forskelligt skabt, og særligt puberteten er meget forskellig fra person til person.

Normal udvikling

Hvornår man går i puberteten afhænger af forskellige ting: Hormonbalance, ernæring og de gener du har – altså hvor gammel din mor og far var, da de gik i puberteten. Det vil sige, at hvis de var lidt ældre end gennemsnittet, da de gik i puberteten, kan du også forvente, at være lidt ældre.

Puberteten hos drenge sættes i gang af det mandlige kønshormon, testosteron, som langsomt vil stige og sætte udviklingen i din krop i gang. Der findes kun sjældne tilfælde eller sygdomme, hvor puberteten ikke bliver sat i gang, men når du har noget kropsbehåring, er din krop allerede i fuld gang og er altså helt normal!

Tegn på pubertet

Det første tegn på, at puberteten hos drenge er i gang, er at stenene i pungen bliver større, derefter kommer kropsbehåring. De andre dele af puberteten vil også snart komme! Vi ser alle forskellige ud, og størrelsen på penis kan variere meget. Jeg kan opmuntre dig med, at din udvikling endnu ikke er færdig. Du kan sagtens udvikle dig, til du er 18 år! Din kropsbehåring fortæller, at du er godt i gang med puberteten, og jeg ser ikke nogen grund til at søge læge.

Ingen medicin

Der er ingen mulighed for at tage noget medicin, der kan fremme din udvikling. Du må være tålmodig lidt endnu. Det eneste, du kan gøre, er at spise sundt, dyrke motion og holde dig slank. Jeg vil råde dig til ikke at bekymre dig, men bruge din energi på andet, fx en sportsgren og samvær med dine venner.

Du kan læse mere om det at være i pubertet i artiklerne Pubertet – en ekstrem forvandling og Fra dreng til mand.

Jeg ønsker dig alt det bedste fremover og håber, det var svar på dit spørgsmål.

Mvh Lisbet Gonge Due


Lisbet Gonge Due

Skrevet af:

Lisbet Gonge Due

lægestuderende

adamogeva.dk

Annoncer