13 år og forelsket - tror hun kan li min ven - hvordan score hende?

Vis spørgsmål

Hej Adam og Eva, jeg er en dreng på 13 og er blevet forelsket i en pige, jeg har mødt på noget, der hedder Hot or Not.

Vi har før været sammen i byen, der havde vi nogle venner med, er bare bange for at hun er blive vild med en af mine venner...
Og den ven er selv forelsket i en af hendes veninder, men bange for at han vil blive vild med hende, jeg kan lide..

Hun kiggede meget på ham og hun plejer at skrive med punktummer sådan her fks Hahaa yeah!.... ;-)

Men da jeg spurgte: Hvad synes du om min ven, skrev hun sådan: Han er da sød nok:-)

Uden punktum, som hun plejer og smilien helt tæt ved 'nok' Så hvordan skal jeg score hende??

D, 13 år


SVAR:

Kære D

Først mange tak for dit spørgsmål. Som du skriver, er du usikker på, om denne pige, du har mødt via "Hot or not", kan li` dig eller om hun måske er ved at forelske sig i een af dine venner. Hvordan skal du score hende, spørger du?

Forelskelser kommer og går

For det første så tænker jeg, du er meget ung og i puberteten er der rigtig mange følelser, som kan svinge op og ned. Du kan opleve, at den ene dag er du forelsket i een og næste dag måske i en anden. Indholdet i forelskelsen kan variere alt efter hvem pigen er. Du vil sikkert opleve at blive forelsket mange gange i puberteten og du skal ikke nødvendigvis handle på alle forelskelser. Prøv og læs denne artikel, som siger mere om det: Slå koldt vand i blodet

Følelserne udvikles

Lige nu i forhold til den alder, du har, er der meget nyt og spændende, der skal afprøves og udforskes. Dig selv, dine jævnaldrende, samfundet omkring dig og ikke mindst hvordan du selv kan indvirke på det hele og ændre ved tingene. Det er helt naturligt og nødvendigt, for det er dig, der skal styre dit liv. Derfor må du heller ikke lade dig narre eller lokke af dig selv eller andre. Det er vigtigt for dig at udforske dit eget følelsesliv, men af flere grunde er det ikke altid klogt, at fare ud og afprøve alt, hvad der opstår i dig af tanker og følelser. Det gælder især i forhold til din seksualitet og i forholdet til det andet køn. F. eks. vågner seksualiteten i puberteten og du bliver kønsmoden dvs i stand til at få børn, men det betyder ikke, at du også følelsesmæssigt er moden nok til at indlede et mere eller mindre intimt forhold til en af det modsatte køn.

Hvad er det, du søger?

Når du nu bevæger dig ind på denne datingside, hvad er det så helt eksakt, du leder efter?

Hvilke forventninger har du til dette forhold? Jeg tænker, I ikke kender hinanden særlig meget. Hvad er det, du er forelsket i, er det denne pige eller måske selve følelsen af at være forelsket.

Som ung har man en naturlig tilbøjelighed til at overskride grænser og søge spænding. Det kan medføre noget positivt og sundt i form af sunde fritidsaktiviteter. Ved at søge nye udfordringer og arbejde på, at finde din egen "type" eller stil, får du prøvet dig selv af.

Sats på venskaber!

Det er ikke noget mærkeligt i, hvis du kan synes, det er spændende med en kæreste, men det er ikke altid kun lykken, det er også meget sårbart. Prøv og læs denne artikel:

"Plusser" ved at vente med at få en kæreste

Jeg synes helt klart, du skal satse på venskaber med både drenge og piger, gode nære venner er noget af det mest værdifulde. De skaber glæde, energi, tryghed og mening med livet.

Venskaber giver mulighed for at afprøve følelser indenfor rammer, der er trygge. Det kan f.eks være jalousi, glæde, vrede, savn og mange andre. I venskaber gør man sig erfaringer sammen og det giver sociale kompetencer.

Jeg synes, du skal tage dig tid til også at læse disse svar og artikler:

Pigevenner og drengevenner

12 år og forelsket i en på samme alder - hvordan score ham?

Kan I give mig et godt råd ift. min internetkærlighed?

Kærestepotentiale… eller en god ven?

De bedste ønsker for dig

Kærlig hilsen Lise H. Thuesen


Lise H. Thuesen

Skrevet af:

Lise H. Thuesen

Lægesekretær

adamogeva.dk

Annoncer