Kondylomer er også kendt som kønsvorter. Kondylomer skyldes infektion med HPV.
Hyppig og stigende forekomst blandt 16-25 årige. Omkring 10% kvinder i alderen 18-45 år har haft kønsvorter.
Kan smitte via samleje, analsex og oralsex.
Kondom beskytter kun delvis mod smitte med HPV.
Kønsvorterne opstår 1-8 måneder efter smitte, gennemsnitligt efter 3 måneder. Kønsvorterne kan klø, men er som regel uden symptomer. De kan forekomme alene eller i grupper, være flade eller stilkede, og de er som regel hvidlige eller blege. Populært beskrives de som noget, der ligner blomkål. Kønsvorter er typisk 1-5 mm store. De kan forekomme på kønslæberne, i skeden, på livmoderhalsen, i mellemkødet, på penis, på pungen, i urinrøret, i endetarmen og i mundhulen.
I nogle tilfælde forsvinder kønsvorterne af sig selv uden behandling. Tal med din læge om, hvad der er den bedste behandling for dig.
Forebyggende behandling: Kondom beskytter kun delvist mod smitte med HPV. Der findes en HPV-vaccine, som foruden at beskytte mod HPV, også giver god beskyttelse mod kønsvorter. Vaccinen beskytter både piger og drenge.
Læs mere om vaccinen i artiklen: HPV og vaccinen.
Boje Kvorning Ehmsen, læge