Måske faldt du for charmen og de mange smigrende initiativer. Senere kom de ubehagelige oplevelser og tvivlen: Har du indladt dig med en psykopat? Artiklen er skrevet som et brev til dig.
Kære bekymrede nyforelsket
Tak for dit brev. Du skriver, at du har en veninde, der er gift med en mand, som virker meget psykopatisk. Din veninde og hendes børn har det meget svært. Han interesserer sig ikke for børnene, med mindre der er tilskuere på. Børnene “går på listesko”, når han er i nærheden. Din veninde har også en fornemmelse af, at han lever et dobbeltliv. Når der er andre i nærheden, omtaler han hende som sin smukke hustru. Når de er alene, kritiserer han hende og behandler hende nedladende.
Nu er du så bekymret for, om din nye kæreste er af samme slags, fordi han på nogle punkter ligner din venindes mand.
Du spørger, om jeg kan give dig en form for tjekliste over, hvad du skal lægge mærke til for at finde ud af, om din kæreste er psykopat. Det kan jeg ikke – og det ville heller ikke være etisk korrekt at gøre det. Betegnelsen psykopat skal bruges med stor forsigtighed.
Du skriver, at det hele gik meget hurtigt, dengang din veninde fandt sin mand. Pludselig var de bare forlovede og skulle giftes. Din veninde var meget overrumplet men også smigret over, at han var så vild med hende. Præcis det hører jeg ofte, når kvinder som din veninde søger hjælp til et vanskeligt parforhold med psykisk og/eller fysisk vold.
Svaret er TID og atter TID. Giv forholdet tid. Har din kæreste en charmerende “maske”, bliver det sværere og sværere at holde den, og i løbet af den tid kan du prøve at være opmærksom på følgende:
Det vigtigste råd, jeg kan give dig, er noget med TID og EFTERTÆNKSOMHED. Jeg ved godt, at det måske ikke lige er ens stærke side, når man er nyforelsket.
Fordi du er meget opmærksom på grund af din venindes forhold, kan du måske se “spøgelser” i dit eget forhold til din kæreste. Men hvis du forsat er meget i tvivl om jeres forhold, kan du foreslå “timeout”. Hvad sker der så? Venter han på dig, eller har han ny kæreste efter meget kort tid?
Det er godt at tale med nogen om det, du har set hos din kæreste, og om dine bekymringer for jeres forhold. En du har tillid til. Det kan evt. være en professionel. Du kan tjekke Ressourcer her på siden og se, om der er en, du kan bruge.
En tjekliste blev det altså ikke. Men måske nogle hints til eftertænksomhed. Du kan også læse mere i min bog Forklædt – pæne psykopater og deres ofre.
Mange hilsner
Irene