Jeg blev for hurtigt voksen

Jeg var ni år, da mine forældre første gang snakkede om at blive skilt. Jeg kan huske, vi fik besøg af en ejendomsmægler. Jeg og mine søskende fik at vide, at mor og far skulle skilles, og vi skulle bo hos mor. Det hele var meget mærkeligt. Jeg tror, at jeg fra det øjeblik, hvor jeg fik at vide, de skulle skilles, blev voksen meget hurtigt, fordi hele situationen var så utryg.

Utryghed

Der gik noget tid, hvorefter de bestemte sig for ikke at blive skilt alligevel. De valgte ikke at fejre kobberbryllup, men jeg kan huske, de lovede mig, at de ville fejre deres sølvbryllup. Det nåede de ikke. De blev separeret, da jeg var 17 år.

Jeg ved ikke, hvorfor de ikke blev skilt, da jeg var ni år. Måske var det på grund af os børn. De tænkte måske, at vi skulle have både en mor og far, mens vi voksede op. Nu kan jeg se, at det havde været bedst for alle parter, hvis de var blevet skilt allerede den gang. Mit hjem var utrygt, og jeg vidste ikke, hvor jeg havde dem.

For tidligt voksen

Min mor prøvede at holde sammen på det, men hverdagen haltede mere, end den gik. I årene, indtil jeg var 17, gled min far i baggrunden. Han var ikke rigtig glad, og min mor var mest frustreret.

Efterhånden som jeg blev ældre, så jeg det som min rolle at holde sammen på familien. Det var kun mig, der havde energi til det. Ingen af dem kunne. Min mor ville så utrolig gerne, men kunne ikke fremtvinge overskuddet.

Jeg blev voksen som ni-årig, og jeg følte, at jeg skulle præstere noget for at blive elsket og holdt af. Det er ellers en barneret at blive elsket ubetinget, men det gik jeg glip af. Min far elskede mig allerhøjest, når jeg fik gode karakterer, så det stræbte jeg efter for at få kontakt med ham.

Voldsomme reaktioner

Fordi min far ikke var mentalt til stede, reagerede jeg på flere måder. Indimellem forsøgte jeg at gøre alt det, en god datter skal for at få sin fars opmærksomhed og en anerkendelse af, at jeg stadigvæk var elsket, selvom mor og far havde det svært.

Andre gange reagerede jeg voldsomt ved at skændes højlydt og i enkelte situationer handle fysisk. Jeg kom også i dårlige miljøer og gjorde enkelte kriminelle ting. Alt sammen var det et råb om opmærksomhed.

Trøstede min mor

Jeg husker tydeligt den påske, da mor og far gik fra hinanden. Jeg havde valgt at tage på højskole et andet sted i landet. Det var for ubehageligt at bo hjemme.

Jeg kom hjem i påsken, og mine forældre skændtes helt vildt. Min far smækkede med døren og kørte væk, og min mor brød sammen i mine arme. Det var anden gang, jeg så min mor græde. Det var en meget voldsom oplevelse, og det var meget mærkeligt at skulle være den, der trøstede min mor.

Tager for meget ansvar

Formelt blev de skilt for to år siden, men i mit hoved har de været skilt meget længere. De skulle have taget konsekvensen og være blevet skilt, da vi var små. Der er ikke noget ved, at forældrene holder sammen for børnenes skyld. Børn kan udmærket registrere, at mor og far ikke har det godt og ikke elsker hinanden.

Jeg har betalt en høj pris i form af mange problemer med at finde min plads i forhold til mine forældre og med, hvordan jeg skulle forholde mig til dem, efter de blev skilt. Jeg kæmper stadig med at lægge ansvaret for mine søskende fra mig. Jeg er stadig i udpræget grad storesøsteren, der tager for meget ansvar for mine søskende.

Ensomhed og søgen efter Gud

På grund af oplevelserne med mine forældre har jeg altid følt mig ensom – som om det var mig mod verden, og at ingen var på min side. Det betød, at jeg var bange for at lukke nogen ind. Jeg kunne sagtens lade kærester komme tæt på min krop, men ikke tæt på mig. Jeg havde svært ved at danne tætte venskaber.

Jeg gik i seng med kærester, for der mærkede jeg, at der var noget, nogen kunne lide ved mig, og jeg fandt en umiddelbar tryghed. Dybest set søgte jeg Gud, men ingen havde lært mig, hvordan jeg skulle finde ham.

Jeg fandt ham første gang som ung teenager, men det var først nogle år senere, da jeg fandt ind i et kristent fællesskab, at jeg opdagede, hvad det vil sige at leve som en kristen. Mit billede af Gud er stærkt præget af det billede, jeg har af min far. Det er stadig svært at kalde Gud for far, for jeg bliver fyldt af mismod og sorg, når jeg hører ordet far. En far skal jo være god, men det var min far ikke. Det er svært at få det til at passe sammen.

Svært at have tillid

Jeg har været gift i næsten et år, og det var meget mærkeligt at møde en mand, der var interesseret i mig og ikke kun i min krop. Det var meget abstrakt for mig, at jeg kunne få en mand, der var så god. Jeg var sikker på, han ville slå op, når der var gået tre måneder. Det havde mine andre kærester nemlig gjort.

Det var en kamp for mig at indse, at han ikke forsvinder. Jeg kan stole på ham, og jeg kan fortælle ham alt. Der kan godt opstå konflikter, men jeg kan fortælle ham alt. For første gang i mit liv er jeg i en relation, hvor jeg tør være ærlig, og hvor jeg kan være sikker på, at vi er der for hinanden.

Jeg kan huske et skænderi, hvor det endte med, at han gik. Dengang tænkte jeg, at han så alligevel ikke var bedre end min far. Men min kæreste vendte tilbage, og vi fik afklaret tingene. Jeg så en ny måde at håndtere svære situationer på, og det overbeviste mig om, at han bliver. Ting kan være svære, men man giver ikke bare op.

Vil ikke ende som mine forældre

Der gik næsten et halvt år, før jeg stolede nok på min kæreste til, at jeg også lukkede ham ind. Det er stadig svært at fortælle ham, at det, han gør, kan gøre mig bange for at blive svigtet. Det er svært at elske et menneske, som også kan gøre mig ked af det, for i de situationer tænker jeg uvilkårligt, at han nok ikke elsker mig helt.

Ægteskabet er et diffust land for mig, for jeg har aldrig på nært hold set, hvordan et godt ægteskab fungerer. Men jeg vil ikke ende som mine forældre. Jeg vil kæmpe for at have et godt ægteskab, også selvom det indebærer udfordringer.