Hej A
Tak for dit spørgsmål. Det er helt fint, at du forholder dig kritisk og beder om at få mine svar uddybet.
Kristne har stort ansvar
Jeg kan godt forstå din protest. Der er også noget i mig, der synes, det er rigtig svært at acceptere, at Gud ikke skulle kunne godtage sex mellem to af samme køn. For som du rigtigt påpeger, elsker Gud jo alle mennesker, uanset hvem vi er. Det tror vi kristne på, og det er et fantastisk budskab, vi har til hele verden.
Det er også det, jeg forsøger at forklare i brevkassesvaret Hvorfor har Gud skabt homoseksuelle? Du har ret i, at vi kristne – og jeg som præst og underviser i særdeleshed – har et stort ansvar for at støtte og elske alle mennesker. Kristne værdier udspringer af det bibelske budskab. Det er netop det, vi på AdamogEva.dk forsøger at forstå og formidle.
Seksualitet er ikke identitet
Jeg mener BÅDE, at seksualiteten er en meget stærk og god kraft, OG at jeg er mere end min seksualitet. Min seksualitet er ikke min identitet, men jeg har faktisk mulighed og ansvar for at forvalte min seksualitet. Gud har kaldet os til at gøre det.
Det er ikke udtryk for kærlighed bare at bruge vores seksualitet, som vi har lyst til.
Gode rammer om seksualiteten
På grund af at vi mennesker let falder for fristelsen til at bruge seksualiteten egoistisk til egen fordel, har Gud sat nogle rammer for, hvordan vi bør leve den ud.
Det gør han ikke for at ødelægge vores liv, men for at beskytte både vores næste og os selv. Derfor er jeg ikke enig i, at en påpegning af disse rammer er “en kæntring af næstekærlighed” – tværtimod.
Homoseksualitet
Sex mellem to mennesker af samme køn falder uden for de rammer, Gud har sat på dette område – sådan som jeg læser og forstår Bibelen.
Vi kan læse noget om det i Bibelen, men det er også vigtigt at forstå, hvorfor det stadig skal gælde i vores tid. Her mangler vi stadig at vide meget mere om homoseksualitet som fænomen. Hvorfor opstår det? Hvad kommer det af, og hvordan udvikler det sig? Hvad er sammenhængen mellem det samfund, vi lever i; de værdier samfundet har og udbredelsen af homoseksualitet? Det er vigtige, grundlæggende spørgsmål, som der stadig mangler dækkende svar på.
Respekt og åbenhed
Du skriver, at homoseksualitet ikke er noget, man vælger. Det kan jeg godt følge dig i langt på vej, men jeg synes ikke, det er så enkelt. Desværre er det ofte svært at diskutere og undersøge disse ting på en åben og fordomsfri måde.
Jeg håber, vi kan finde en god og respektfuld måde at tale om homoseksualitet og kærlighed på med udgangspunkt i den bibelske forståelse af det. Det er i hvert fald det, jeg føler mig forpligtet på at gøre.
Du kan måske få noget ud at læse det her svar til en anden: Hvad mener I om homoseksualitet? Og vores artikel Derfor lader jeg Gud bestemme.
Bedste hilsner
Peter